Projekter der har fået tildelt midler i anden ansøgningsrunde
6 projekter har fået tildelt midler fra anden ansøgningsrunde i Tilskudspulje til frivilligindsatser med it-hjælp
KFUM’s Sociale Arbejde, Den Frie Rådgivning, Hjernesagen, Danske Døves Landsforbund, Ældre Sagen og Ordblindeforeningen Danmark modtager tilskud fra pulje, som understøtter de frivillige, der yder it-hjælp. Der er i alt tildelt 2 mio. kr.
Digitaliseringsstyrelsen modtog 10 ansøgninger, og der blev samlet ansøgt om 3,5 mio. kr.
Puljens første runde var i efteråret 2023. Der kommer ikke flere ansøgningsrunder.
Det er disse 6 projekter, der har modtaget støtte:
KFUM’s Sociale Arbejde: Digital næstehjælp – digital inklusion af socialt og digitalt udsatte
KFUM’s Sociale Arbejde har fået støtte til at udvikle ”Uddannelse i Digital Næstehjælp”, som skal gøre de frivillige i stand til at hjælpe borgere med nogle af de konkrete udfordringer, som følger med at være udfordret af digitaliseringen og socialt udsat. ”Digital næstehjælp” vil blive oprettet som fast tilbud på 15 institutioner rundt omkring i landet. Projektet foregår i et partnerskab mellem KFUM’s Sociale Arbejde, Blå Kors og KFUK’s Sociale Arbejde.
Projektperiode: 1. januar 2025 – 31. maj 2026
Den Frie Rådgivning: Etablering af åben frivilligrådgivning på Vollsmose Bibliotek målrettet digitalt udfordrede borgere
Den Frie Rådgivning har fået støtte til at etablere en rådgivning på Vollsmose Bibliotek målrettet borgere, der er udfordret af digitaliseringen. Projektet foregår i et partnerskab med biblioteket. Projektets formål er blandt andet at generere en model for, hvordan man i samarbejde mellem biblioteker og civilsamfund kan klæde frivillige på til at hjælpe borgere, der er udfordret af digitaliseringen til bedre at forstå og interagere med det digitale Danmark.
Projektperiode: 1. januar 2025 – 31. december 2025
Hjernesagen: Frivillige it-hjælpere
Hjernesagen har fået støtte til at udvikle og afprøve et læringskoncept gennem uddannelse af it-frivillige i Hjernesagens lokalforeninger i hele landet. De frivillige vil efterfølgende kunne yde støtte og vejledning til digitalt sårbare medlemmer, der lever med erhvervet hjerneskade. Der vil desuden blive etableret et netværk blandt de frivillige.
Projektperiode: 1. november 2024 – 30. juli 2026
Danske Døves Landsforbund: It-hjælp på tegnsprog
Danske Døves Landsforbund har fået støtte til at opbygge et landsdækkende frivilligkorps, der kan yde it-hjælp til døve. Det vil ske ved at rekruttere og uddanne frivillige, der kan tilbyde hjælp og vejledning på tegnsprog samt ved at udvikle og producere undervisningsmateriale på tegnsprog.
Projektperiode: 1. januar 2025 – 31. december 2025
Ældre Sagen: Kurser og webinarer for it-frivillige
Ældre Sagen har fået støtte til at fastholde og udvikle kompetencerne hos it-frivillige i Ældre Sagens lokalafdelinger, så de fagligt kan holde sig orienteret og samtidig få styrket deres personlige kompetencer i forhold til at skulle hjælpe ældre med forskellige forudsætninger og udfordringer. Ældre Sagen afholder i den forbindelse to kurser: "For app-guider i caféen og hjemmet” og ”Det digitale medborgerskab”.
Projektperiode: 1. marts 2025 – 28. februar 2026
Ordblindeforeningen Danmark: Lær at støtte ordblinde digitalt
Ordblindeforeningen Danmark har fået støtte til at løfte kompetencerne hos foreningens it-frivillige ved at afholde en række heldagskurser om offentlig digitalisering. På den måde kan de frivillige blive bedre til at hjælpe andre ordblinde, som de kommer i kontakt med via deres vejledning og de it-caféer, der oprettes i kraft af projektet.
Projektperiode: 1. januar 2025 – 31. december 2025
Se resultatet fra første runde
Læs mere om projekterne fra puljens første runde:
Projekter der har fået tildelt midler