Nemmere adgang til efteruddannelse med digitaliseringsklar lovgivning

Den daværende regering og arbejdsmarkedets parter indgik den 29. oktober 2017 "Trepartsaftale om styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse (2018-2021)" (trepartsaftalen).

Det fremgår af trepartsaftalen, at selvom voksen-, efter- og videreuddannelsessystemet er veludbygget, er der behov for ændringer, der sikrer en målrettet og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelsesindsats af høj kvalitet. Både virksomheder og medarbejdere skal opleve et tilgængeligt og relevant uddannelsestilbud, som tilskynder til, at de, der har behov for voksen-, efter- og videreuddannelse, gør brug af systemet.

Lov nr. 1701 af 27. december 2018 om ændring af lov om arbejdsmarkedsuddannelser med videre, lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning  for voksne, lov om Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, lov om godtgørelse og tilskud til befordring ved deltagelse i erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse og forskellige andre love (Styrket og mere fleksibel voksen-, efter- og videreuddannelse og flytning af administrationen af VEU-godtgørelsen med videre til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag) udmønter elementer af trepartsaftalen på Undervisningsministeriets område.

Loven indeholder således implementering af en række initiativer som eksempelvis:

  • Fleksibiliteten og udbuddet inden for arbejdsmarkedsuddannelserne styrkes. Det sker blandt andet ved, at skabe bedre mulighed for at tilpasse arbejdsmarkedsuddannelsernes indhold, varighed og afholdelsesform i forhold til virksomheders og deltageres behov.
  • Der skabes rammer for at omlægge og ajourføre arbejdsmarkedsuddannelserne til et mere tidssvarende koncept for udvikling og styring. Det sker blandt andet ved, at arbejdsmarkedsuddannelser, som har været uden aktivitet i de seneste tre år, som udgangspunkt bliver undtaget fra udbyderes pligt til at udbyde og annoncere uddannelsen.
  • Indførelse af obligatoriske prøver i arbejdsmarkedsuddannelser. Efteruddannelsesudvalgene skal udvikle prøver til arbejdsmarkedsuddannelserne, der som udgangspunkt ikke kan udbydes uden at være tilknyttet en prøve.
  • Samling af administrationen af VEU-godtgørelsen i Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB).

Loven er på de relevante områder i tråd med principper for digitaliseringsklar lovgivning. I det nedenstående gennemgås et par eksempler:

Princip #1 om enkle og klare regler

Det første princip for digitaliseringsklar lovgivning foreskriver, at man ved udarbejdelse af lovgivning tager afsæt i formålet med lovgivningen og på denne baggrund søger at affatte bestemmelser så klart og enkelt som muligt. Udmøntningen af princip #1 vil således ofte have karakter af regelforenklinger og administrativ strømlining.

Med loven blev administrationen af VEU-godtgørelsen samlet i Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag, hvor den indtil den 1. januar 2019blev administreret af A-kasserne, UVM og AMU-udbyderne. Samtidig overtog AUB ansvaret for administration af bidrag til kost og logi, så alle de arbejdsgiverfinansierede ordninger på det erhvervsrettede voksen- og efteruddannelsesområde fremover administreres af AUB.

Princip #2 om digital kommunikation

Det andet princip for digitaliseringsklar lovgivning foreskriver, at kommunikation med borgere og virksomheder så vidt muligt skal foregå digitalt, samtidig med, at der drages omsorg for, at borgere, der ikke er digitale, kan få den fornødne hjælp.

Med loven bliver det muligt at opbevare det datamæssige grundlag for uddannelsesbeviser for gennemført voksen-, efter og videreuddannelse digitalt, så oplysningerne kan gøres tilgængelige online for arbejdsgivere og arbejdstagere efter behov.

Endvidere bemyndiges ministeren til at fastsætte regler om digital kommunikation mellem uddannelsesdeltagere eller arbejdsgivere og Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (§ 4. nr. 38 (§ 15)).

Princip #3 om automatiske afgørelser baseret på objektive kriterier

Det tredje princip for digitaliseringsklar lovgivning foreskriver, at regler så vidt muligt skal udformes med brug af objektive kriterier, så det bliver muligt digitalt at understøtte eller automatisere arbejdsgange forbundet med afgørelser.

Med loven indføres der nye bestemmelser for betaling af godtgørelse for deltagelse og udgifter til befordring. Fremadrettet vil hovedprincippet være, at udbetaling af godtgørelse og tilskud til befordring sker til virksomheden, idet det som udgangspunkt antages, at deltagerne får løn under uddannelse og transportudgifter godtgjort herfra (§ 4, nr. 17 og 23).

Det bemærkes i den forbindelse at 85 pct. af kursisterne får løn under uddannelse. Loven letter dermed en administrativt tung ordning, hvor det i hvert enkelt tilfælde var nødvendigt at identificere den rette modtager af udbetalingerne. Fremadrettet vil udbetalinger derimod som udgangspunkt ske til kursistens arbejdsgiver uden forudgående partshøring (§ 4, nr. 38 (§ 14)). Det vil dog fortsat være muligt at ansøge om, at udbetaling skal ske direkte til kursisten.

Bestemmelserne er et eksempel på lovgivning, der giver borgere og virksomheder mulighed for at nyde godt af automatisk sagsbehandling og hurtige afgørelser samtidig med, at muligheden for en konkret afgørelse med afsæt i særlige individuelle forhold fastholdes.

Princip #4 om sammenhæng på tværs og genbrug af data og begreber

Det fjerde princip for digitaliseringsklar lovgivning foreskriver, at man så vidt muligt skal søge at anvende begreber og definitioner, der allerede eksisterer andetsteds i affatningen af en lovs bestemmelser, da man herved i højere grad vil kunne sikre sammenhæng og genbrug af data på tværs.

Lovens samling af administrationen i AUB er en forenkling af ansøgnings- og udbetalingsprocessen, der indebærer, at der søges om VEU-godtgørelse og tilskud til befordring i samme arbejdsgang som tilmeldingen til kurset (§ 4, nr. 30). Tidligere skulle der søges særskilt inden for en tidsfrist på 4 uger, hvilket mange borgere glemte. Der er med loven etableret hjemmel til at overføre og samkøre oplysninger om kursusdeltageren med øvrige registre – herunder terminaladgang til oplysninger i indkomstregistret - med henblik på at understøtte sagsbehandling af udbetaling af tilskud, og at foretage kontrol (§ 4, nr. 38 (§ 18)).  

Konklusion

Lovens flytning af administrationen af VEU-godtgørelsen med videre til Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag er et eksempel på, at det ved at udforme regler og arbejdsgange med afsæt i viden om borgere og virksomheders faktiske adfærd er muligt at strømline sagsbehandlingen med afsæt i de hyppigst forekommende tilfælde samtidig med, at muligheden fastholdes for, at borgere med særlige behov kan få deres sag vurderet på egne præmisser.

Proces og organisering

I Undervisningsministeriet er ansvaret for vurderingen af et lovforslags principefterlevelse og eventuelle implementeringskonsekvenser forankret i Styrelsen for It og Læring. Styrelsen inddrager relevante produktejere, dataspecialister med videre i forbindelse med vurderingen af principefterlevelse for det enkelte lovudkast.

Styrelsen har udarbejdet et fast skema, der gør det muligt at vurdere hvor digitaliseringsklart, de enkelte lovforslag er. Skemaet beskriver for hvert enkelt princip fire grader af efterlevelse og anskueliggør med konkrete eksempler for hvert niveau, hvordan et lovforslag typisk vil se ud i forhold til det enkelte princip. Med skemaet sikres gennemsigtighed og ensartethed på tværs af de enkelte vurderinger.

I forlængelse af, at styrelsen har foretaget en samlet konkret vurdering af principefterlevelse i et lovudkast, går styrelsen i videre dialog med de jurister i Undervisningsministeriets departement, der har udarbejdet lovudkastet, med henblik på at drøfte, om der eventuelt kan gøres mere for at gøre det digitaliseringsklart.