Bedre muligheder for hurtigere afgørelser

Når borgere i dag ansøger om folkepension foregår sagsbehandlingen i meget høj grad automatisk. Det samme gælder på andre ydelsesområder. Digitaliseringsstyrelsen arbejder for at borgerne kan få hurtigere afgørelser med færre fejl samtidig med, at administrationen bliver mere omkostningseffektiv.

Hurtigere og mere korrekte afgørelser

Klare begreber, opdaterede data og systemunderstøttelse giver mulighed for helt eller delvist at automatisere sagsbehandling. Det betyder, at sagsbehandlingen foregår med lille eller ingen involvering af en sagsbehandler. Når en borger via en selvbetjeningsløsning søger om en ydelse, beregnes det automatisk, om borgeren har ret til ydelsen og eventuelt størrelsen af den pågældende ydelse.

Det kan ske fordi myndigheden allerede har adgang til de nødvendige, pålidelige oplysninger, og fordi lovgivningen er indrettet, så det er muligt at træffe afgørelse ud fra objektive kriterier. Selv hvis en sagstype kræver faglige vurderinger, der ikke lader sig automatisere, kan en delvis automatisering understøtte sagsbehandlingen.