Borgernes digitale sikkerhed på nettet

Som digitalt udfordret borger kan man hurtigt blive i tvivl om, hvad der egentlig er god og sikker digital adfærd. Men hvad er borgernes største udfordringer egentlig, og hvordan klæder vi som offentlig myndighed eller organisation bedst borgerne på?

Vi stiller skarpt på basale sikkerhedskompetencer, og kommer med gode råd til, hvordan man som offentlig myndighed eller organisation bedst udbreder disse blandt borgerne.

Hør om Digitaliseringsstyrelsens erfaringer med at formidle om digital sikkerhed til borgerne og bliv klogere på nogle af de sikkerhedsudfordringer, som borgerne særligt oplever. Oplægget vil blandt andet præsentere erfaringer fra Digitaliseringsstyrelsens hotline ved identitetstyveri, som blev lanceret i juni 2021.

Mød også foreningen Ligeværd, som har udviklet et læringsbrætspil, der har til formål at forbygge identitetstyveri. Ligeværd vil blandt andet fortælle om idéen bag spillet og om deres erfaringer med at kommunikere om digital sikkerhed til mennesker med særlige behov.

  • Julie Brogaard Schytz, Chefkonsulent, Kontor for cyber- og informationssikkerhed, Digitaliseringsstyrelsen
  • Julie Fabian, socialfaglig konsulent i Foreningen Ligeværd