Dybdegående monitorering af Medicinkort app

På denne side gives et kort resume af monitoreringsrapporten, herunder de vigtigste resultater af monitoreringen og tilsynsafgørelsen.

Digitaliseringsstyrelsen har som tilsynsmyndighed foretaget en dybdegående monitorering af mobilapplikationen Medicinkortet, tilhørende Sundhedsdatastyrelsen, for at føre tilsyn med, om mobilapplikationen overholder lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapplikationer.

Digitaliseringsstyrelsen vurderer, at appen Medicinkortet fuldt ud overholder kravet om, at offentlige myndigheder og offentligretlige organers websteder og mobilapplikationer skal være ”opfattelige, anvendelige, forståelige og robuste”, jf. webtilgængelighedslovens § 3, stk. 1.

Afgørelsen er truffet på baggrund af den dybdegående monitorering, der resulterer i en tilgængelighedsscore på 479 ud af 500.

På baggrund af ovenstående er der truffet følgende tilsynsafgørelse:

Digitaliseringsstyrelsen anbefaler, at Sundhedsdatastyrelsen udbedrer de tilgængelighedsproblemer for appen, der er fundet i den dybdegående monitorering, som beskrevet i kapitel 3: Monitoreringsresultater for iOS og kapitel 4: Monitoreringsresultater for Android, især med fokus på ”Top 10 skærmbilleder med flest fejlede succeskriterier” og ”Hyppigst fejlede succeskriterier” med henblik på at løse de problemer, som er fundet i monitoreringen.

Digitaliseringsstyrelsen anbefaler, at Sundhedsdatastyrelsen opdaterer tilgængelighedserklæringen til at efterleve følgende krav, som for nuværende ikke er overholdt:

  • Punktet ”Overholder ikke webtilgængelighedsloven” er tilstrækkeligt detaljeret, idet de specifikke indholdstyper, som endnu ikke overholder webtilgængelighedsloven, om muligt har et tidspunkt anført for, hvornår indholdet forventes tilgængeliggjort.
  • Punktet ”Overholder ikke webtilgængelighedsloven” er tilstrækkeligt klart, da indholdet i dette punkt er formuleret i et borgerrettet og ikke-teknisk sprog, herunder at der ikke udelukkende henvises til WCAG-succeskriterier.