NemLog-in flyttes til ny driftsplatform

NemLog-in2 flyttes til en ny driftsplatform i starten af februar 2019 og overgår dermed til NemLog-in3. I den forbindelse vil der være et lukkevindue for opdateringer af brugerrettigheder og fuldmagter. Log-in og signering forventes ikke at blive forstyrret. Læs mere her om overgangen til det nye system.

Log-in og signering påvirkes ikke

I forbindelse med Go-live af den nye driftsplatform, vil der ske ganske få ændringer. Både log-in og signering kører videre, og brugerne vil stadig kunne anvende de fuldmagter og rettigheder, som de har fået tildelt.

Kortvarigt lukket for opdateringer og opsætning af it-systemer

I en periode op til, samt efter Go-live vil det dog ikke være muligt at tilføje, slette eller ændre i fuldmagter og rettigheder. For de offentlige tjenesteudbydere vil det her heller ikke være muligt at ændre i opsætningen af it-systemer, da administrationsmodulet også vil være lukket. Dette er for at sikre mulighed for roll-back uden tab af data.

Perioden for lukkevinduet forventes at vare under en uge.

IP-adresser opdateres

Tjenesteudbydere vil ikke have behov for at opdatere deres certifikater eller metadata fra NemLog-in, da de eksisterende videreføres. NemLog-in beholder også de eksisterende URL’er under nemlog-in.dk domænet.

Til gengæld får den nye driftsplatform nye IP-adresser. Dette forventes kun at berøre de meget få tjenesteudbydere, som kalder web services på NemLog-in, og som samtidig har opsat IP-filtre for udgående kommunikation i deres firewall. De berørte web services på NemLog-in kan være STS-komponenten, web services på fuldmagtskomponenten eller ved anvendelse af SOAP-baseret single log-out.

Kommunikation med øvrige dele af NemLog-in løsningen (herunder log-in og signering) forventes ikke at blive berørt af de ændrede IP-adresser.

Beredskab parat

Digitaliseringsstyrelsen har sørget for nødberedskab ved Go-Live, så eventuelle akut opståede driftsproblemer kan løses så hurtigt som muligt.

Op til perioden hvor der lukkes for opdateringer af brugerrettigheder og fuldmagter, kommunikeres en varsling ud til de offentlige brugere. På samme måde vil brugerne, når de logger på systemet i den pågældende periode, blive mødt af et skilt der informerer om lukningen og hvornår der åbnes for opdateringer igen.

Har du spørgsmål eller er du i tvivl om, hvad overgangen til den nye driftsplatform betyder for din organisation, er du velkommen til at skrive til .

 

Gå til teksten om offentlige tjenesteudbydere