Ny signeringsløsning udskydes

NemLog-ins nye signeringsløsning er ikke med, når den offentlige MitID-broker, NemLog-in broker sættes i drift i løbet af sommeren 2021. Indtil den nye løsning er klar, kan NemID med den nuværende signeringsløsning anvendes.

En ny signeringsløsning skal erstatte den nuværende signeringsløsning i NemLog-in. Den nye signeringsløsning er imidlertid ikke klar samtidig med den nye offentlige MitID-broker, når den sættes i drift i løbet af sommeren. Det har ellers tidligere har været udmeldt.

Datoen for, hvornår den nye signeringsløsning kan være klar til brugerne, ligger ikke fast. Nets, der er leverandør, forventer, at go-live for den nye løsning bliver i efteråret.

Understøt begge signeringsløsninger
Tjenesteudbydere, der tilbyder signering, bør fortsat forberede sig på at understøtte både den nuværende og kommende signeringsløsning i en længere overgangsperiode.

Den eksisterende signeringsløsning understøtter signering med NemID, mens den nye signeringsløsning understøtter signering med MitID. Dette skyldes tekniske og sikkerhedsmæssige forhold.

Indtil alle brugere er migreret til MitID, er det derfor nødvendigt, at tjenesteudbydere understøtter både den aktuelle og den nye signeringsløsning, så både migrerede og ikke-migrerede brugere kan signere.

Konsekvenser for brugerne
Udskydelse af den nye signeringsløsning betyder, at migrerede borgere med MitID vil kunne bruge deres nye MitID til log-in, men ikke til signering. En borger kan fx logge på sin Digitale Post med sit MitID, men hvis samme borger senere i forløbet skal skrive et dokument eller en aftale under, vil borgeren blive bedt om at skrive under med sit NemID.

Derfor er det ekstra vigtig, at alle beholder deres NemID, også efter migrering. Dette vil være en del af kommunikationen til borgerne omkring migreringen fra NemID til MitID.

Forberedelse og test
Tjenesteudbydere kan allerede nu forberede og teste den nye signeringsløsning i Digitaliseringsstyrelsens beta-testmiljø.

Læs mere om implementering af den nye signeringsløsning

Hent dokumentation for den nye signeringsløsning

Tjenesteudbydere kan anmode om adgang til beta-testmiljøet ved skrive til:
kontakt@nemlog-in.dk

Modtag nyhedsbrev og hold dig opdateret
Vores nyhedsbrev giver dig løbende information om de kommende ændringer.

Tilmeld dig nyhedsbrev