Ny kontorchef til Ministeriernes projektkontor
01-12-2016Digitaliseringsstyrelsen har pr. 1. januar 2017 ansat Kristoffer Lange som ny kontorchef for Ministeriernes projektkontor.
Ministeriernes projektkontor har flere store opgaver foran sig og skal blandt andet hjælpe regeringen med at lancere en ny strategi for mere professionel it-styring i staten, der skal sikre de nødvendige investeringer til at udvikle, vedligeholde og fremtidssikre den digitale infrastruktur. Det har derfor været vigtigt for styrelsen at ansætte en stærk kontorchef, der både har erfaring med it og policy.
Kristoffer kommer senest fra en stilling i STIL (Styrelsen for it og læring), hvor han har været kontorchef for Digitaliseringskontoret og Sekretariatet (København). Her har han blandt andet koordineret styrelsens bidrag til de større politiske reformer på uddannelsesområdet og koordineret styrelsens deltagelse i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi.
Med Kristoffer får styrelsen en kontorchef, som har stor af erfaring med it-strategi og it-projekter – både fra det fællesoffentlige samarbejde og fra det statslige område. Han har inden tiden i STIL blandt andet arbejdet i Danske Regioner og NSI (Sundhedsministeriet).
Kristoffer er 39 år, cand.scient.adm. og bosiddende på Frederiksberg.