72 % af danskerne glemmer at sikkerhedskopiere smartphonen

20-11-2016
Sikkerhed

Flere og flere smartphones udsættes for angreb fra it-kriminelle. En ny kampagne igangsat af Digitaliseringsstyrelsen og Finansrådet vil derfor give danskerne gode råd og digitale guides til, hvordan man beskytter sig selv og sine data på nettet.

To ud af tre danskere glemmer eksempelvis at sikkerhedskopiere deres smartphone, og det kan få alvorlige konsekvenser.

De fleste går rundt med den i lommen, men de færreste husker at beskytte indholdet på deres smartphone mod angreb fra it-kriminelle og tab af personlige, digitale informationer.
Ifølge Digitaliseringsstyrelsen og bankernes interesseorganisation Finansrådet udsættes flere og flere danske smartphones for angreb fra it-kriminelle. Gennem en fælles kampagne vil de to organisationer nu klæde danskerne på til at modstå trusler i den digitale verden.

”Danske smartphones er i stigende grad blevet et mål for it-kriminelle, som forsøger at få adgang til danske bankkunders konti og personfølsomme oplysninger generelt. Vi ved i den forbindelse, at de fleste angreb starter med en mail eller sms. Den vigtigste huskeregel er, at en bank eller offentlig myndighed aldrig vil bede dig afgive personfølsomme oplysninger via et link i en mail eller sms,” siger Michael Busk-Jepsen, digitaliseringsdirektør i Finansrådet, som repræsenterer bankerne i Danmark.