Vellykket markedsdialog om Næste generation Digital Post

25-10-2017
It-løsninger

Digitaliseringsstyrelsen har været i dialog med markedet om det kommende udbud af Næste generation af Digital Post. Til dialogen kunne leverandører rekvirere det foreløbige udbudsmateriale.

Interessen for at kommentere på udbuddet var stor; til dialogmødet i slutningen af august deltog mere end 60 repræsentanter fra forskellige virksomheder.

Leverandører kunne kommentere på materialet frem til den 11. september 2017, hvorefter Digitaliseringsstyrelsen har lagt referater, præsentationer og spørgsmål fra markedsdialogen op på projektets site.

Projektet fik konstruktiv feedback fra markedet og skriver videre på udbudsmaterialet, der forventes offentliggjort ultimo november 2017. Det sker via EU’s TED-database, hvor markedsdialogen ligeledes blev offentliggjort.

Digitaliseringsstyrelsen ser frem til næste fase af udbudsperioden, hvor mange leverandører forhåbentlig fortsat viser interesse og deltager.