1,4 millioner borgere kan nu se deres feriepenge på borger.dk

15-02-2018
It-løsninger

Borgerne kan nu se de feriepenge, de har til gode hos FerieKonto, hvis de logger på Min Side på borger.dk

”Du har feriepenge til gode. Se, hvornår du kan få dem udbetalt”. Den besked vises til de ca. 1,4 millioner borgere, der har feriepenge til gode, hvis de logger sig på borger.dk’s Min Side. Denne nye service er resultatet af et samarbejde mellem ATP og Digitaliseringsstyrelsen, hvor ATP på vegne af FerieKonto leverer feriepengedata til borger.dk.

”Vi har nået en vigtig milepæl nu, hvor det kan lade sig gøre at vise borgernes egne data, når de logger på Min Side på borger.dk”, siger kontorchef i Kontor for borger.dk, Helle Junge Nielsen, og fortsætter:

”Indtil for nylig har indholdet og kommunikationen på borger.dk været ens for alle, uanset om man er pensionist eller småbørnsfamilie. For at understøtte initiativet i den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi om at give borgerne et overblik over relevante data, som det offentlige ligger inde med, arbejder borger.dk nu med at skabe mere personaliseret indhold for udvalgte målgrupper. Vi starter i det små, men ambitionen er, at vi via øget samarbejde med myndighederne, giver borgerne adgang til endnu flere relevante data, når de logger ind på borger.dk”, slutter Helle Junge Nielsen.

Claus Bruun, afdelingschef for digitalisering med ansvar for kundekommunikation ved Udbetaling Danmark/ATP, er også tilfreds:

”Vi bliver rigtigt glade, når vi effektivt kan samarbejde om at vise indhold på borger.dk, der er skræddersyet til borgernes behov. I dag gør vi fx kommende folkepensionister opmærksomme på, når det er tid til at søge om folkepension. Og med visning af feriepenge har vi taget et ekstra stort skridt, så borgerne får en endnu bedre kundeoplevelse. På Min Side kan 1,4 millioner borgere nu se, hvor mange feriepenge, de har til gode, og de kan hurtigt benytte selvbetjeningen og få feriepengene udbetalt”, siger han.

Projektet er blandt andet realiseret via borger.dk’s nye CMS- og integrationsplatform. Den gør det muligt at opsætte såkaldte regler om personaliseret visning af borgernes informationer, som fx feriepenge, som borgerne kan se, når de logger sig på med NemID. ATP og Digitaliseringsstyrelsen samarbejder om flere lignende projekter, som forventes lanceret løbende i 2018.

Mere information

For mere information om feriepenge-projektet kontakt:

Projektleder
Eva Larsen
4178 2495