Digital dannelse skal i fokus i både børne- og klasseværelse

22-01-2018
Strategier Digital service

Tankevækkende tv til børn og inspirationsmaterialer til undervisere skal være med til at sætte digital dannelse i centrum.

En stor del af mange børns liv finder sted på sociale medier og digitale platforme. Med et nyt initiativ bliver netop digital dannelse taget op i både tv-programmer, som børn og unge kender, og i nye, udfordrende formater. Samtidig er der mulighed for at sætte det på skoleskemaet med en stor samling af eksisterende og nye inspirationsmaterialer til undervisning på området.

KL, Digitaliseringsstyrelsen og Undervisningsministeriet, som står bag initiativet, der er en del af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi (initiativ 9.1 om digital dannelse) , har indgået et samarbejde med DR, der sætter spot på både de muligheder og udfordringer, som børn og unge kan møde i den digitale del af deres liv.

Samarbejdet indebærer blandt andet en programserie på DR Ultra, hvor en række børn konfronteres med de konsekvenser, det kan have at skrive negative udsagn om andre på sociale medier. Som en del af samarbejdet vil DR Ultras seersucces ”Klassen” også tage dilemmaer op om digitale medier, ligesom andre faktaprogrammer vil gøre det. Programmerne kan ses i løbet af uge 4 og 5 på DR Ultra og på dr.dk.

Initiativet fra KL, Digitaliseringsstyrelsen og Undervisningsministeriet indeholder ligeledes en samling af eksisterende og nye inspirationsmaterialer om digital dannelse. De nye inspirationsmaterialer er udarbejdet i samarbejde med professionshøjskolerne og Red Barnet. Materialesamlingen vil være tilgængelig på EMU.dk fra uge 4.

Læs nyhederne

Første del af initiativet var målrettet dagtilbud og blev lanceret i februar 2017

I oktober 2017 blev der i regi af initiativet lanceret en kampagne med det formål at få flere unge til at interagere digitalt med det offentlige