Ny NemID nøgleapp hitter

06-06-2018
It-løsninger

Den nye NemID nøgleapp er blevet downloadet 367.075 gange, siden den blev lanceret sidste tirsdag. Appen er et alternativ til nøglekortet og gør det nemmere for danskerne at ordne alle de sager, der kræver NemID.

367.075 danskere har foreløbig downloadet den nye NemID nøgleapp. Appen blev lanceret tirsdag d. 29. maj, og har siden været den mest populære app i både App Store og Google Play.

I dag har langt de fleste danskere en smartphone og er vant til at bruge den til meget andet end at kommunikere med. For eksempel til at betale regninger i netbank, tjekke skatteopgørelsen eller skrive børn op til institution. Med NemID nøgleappen kan de ting nu klares uden også at skulle have nøglekortet op af pungen – det kræver bare et swipe på mobilen. 

Med nøgleappen bliver hverdagen lige en tand mere digital, og vi kan se på de mange begejstrede kommentarer på blandt andet sociale medier, at den falder i god jord. Så appen er kommet rigtig godt fra start.

Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.

Ud over at nøgleappen gør hverdagen lidt mere enkel, har den også den fordel, at det for de fleste nok vil være nemmere at holde styr på mobilen end på nøglekortet. Næsten 30.000 brugere mister hver måned deres nøglekort. Derudover begår mange den fejl, at de tager billeder af deres nøglekort med mobilen og dermed mindsker sikkerheden. Med nøgleappen kan de nu have deres NemID nemt og sikkert på mobilen.