Ny analyse giver bud på bedre brugerrejse for 15-årige, der skal have Digital Post

08-03-2018

En Digital Post-app, målrettet kommunikation, ændrede processer og en overset målgruppe. En ny rapport om brugerrejsen for 15-årige, der skal have Digital Post og NemID for første gang, peger på konkrete forslag til forbedring.

Når man fylder 15 år, er man som borger i Danmark forpligtet til at være klar til at modtage post fra det offentlige i Digital Post. Men op mod hver fjerde unge mellem 15 og 17 år har fået post fra det offentlige i Digital Post, som de ikke har set. En ny rapport har set på, hvordan man kan forbedre den samlede brugerrejse for de unge, der skal have Digital Post og dermed også NemID for første gang. Her tager man udgangspunkt i borgernes udfordringer i den eksisterende brugerrejse og giver forslag til en fremtidig brugerrejse.

Forslag til forbedringer

I rapporten, som er udarbejdet af Advice, fremlægges en række designprincipper og anledninger til at øge unges anvendelse af Digital Post.

Desuden foreslås konkrete forslag til forbedring – blandt andet, at:

  • bestilling af NemID/MitID tænkes sammen med første log-in på Digital Post
  • borgerne tidligere i brugerrejsen kan oplyse mobilnummer, så de kan få besked om ny Digital Post
  • den unge tilbydes et første log-ind i Digital Post med en engangsnøgle
  • der udvikles en Digital Post app
  • kommunikation til de unge øges og gøres mere målrettet.

Forældre som overset målgruppe

Rapporten peger desuden på forældre som en selvstændig målgruppe, som det offentlige med fordel vil kunne informere og inddrage bedre. De unge har i analysen selv peget på deres forældre som dem, de vil gå til, hvis de skal have hjælp og vejledning til fx at bestille NemID og logge på Digital Post. Samtidig tror forældrene fejlagtigt, at de fortsat selv vil modtage vigtig post fra det offentlige om barnet, frem til det fylder 18 år. Her vil bedre kommunikation og inddragelse af forældrene kunne hjælpe både forældres og de unges brugerrejse.

Hent rapporten ”Bliv digital borger – bedre brugeroplevelse ved en sammenhængende brugerrejse”

Seks brugerrejser på tværs

Med den fællesoffentlige digitaliseringsstrategis initiativ 1.1 om ”Bedre brugerrejser på tværs” forsøger man at forbedre seks udvalgte brugerrejser. Tre af disse er virksomhedsrettede, mens tre er borgerrettede. Ud over den om de 15-årige, der for første gang skal have NemID og Digital Post, analyseres således brugerrejserne for skilsmisse og flytning. For alle seks brugerrejser har man valgt en service design-tilgang, hvor borgernes/virksomhedernes behov har været i fokus.

Læs mere om brugerrejser