Digital Ung – undervisning med udgangspunkt i dialog

22-08-2019
Digital service

Den digitale postkasse med post fra de offentlige myndigheder trækker ikke som fx sociale medier, når det gælder unges digitale adfærd.

De unge i alderen 15-20 år halter nemlig bagefter i deres brug af de offentlige, digitale løsninger. Det er dog vigtigt, at også de unge er opmærksomme på at få læst de breve, de modtager fra offentlige myndigheder, da de ofte indeholder vigtig information. Derfor vil Digitaliseringsstyrelsen gerne have de unge mere med ombord og gør en særlig indsats for det i 2019.

Men det er heldigvis ikke altid nødvendigt at opfinde den dybe tallerken selv. Frederiksberg Bibliotekerne har allerede gode erfaringer med deres undervisningsmateriale ’Digital Ung’, der sætter fokus på fx digital dannelse og det offentlige, digitale Danmark.

Digitaliseringsstyrelsen har derfor indgået et samarbejde med Frederiksberg Bibliotekerne om at videreudvikle på undervisningsmaterialet, så alle skoler i landet kan bruge det.

Elevernes egen virkelighed kommer i første række

Materialet skal ses som en guide til læreren, da det ofte er vigtigere med dialog mellem lærer og elever for at få de unge med. Det er elevernes egen virkelighed, der kommer i første række. Så hvis eleverne har spørgsmål eller problemstillinger, de gerne vil tale om, kan undervisningen tage en ny drejning uden problemer.

Det er vigtigt, at de unge kommer godt fra start, når det gælder digital kontakt med den offentlige sektor. Men de har brug for en hjælpende hånd til at komme i gang. Derfor er vi i Digitaliseringsstyrelsen meget glade for samarbejdet med Frederiksberg Bibliotekerne. 

Louise Palludan Kampmann, kontorchef for Kontor for digitalt overblik og kommunikation

Sådan bruges materialerne

Undervisningsforløbet består af 2 moduler – et modul om ’digitalt samfund’ og et modul om ’digital hverdag’.

Hvert modul består af 3 materialedele:

  • En drejebog
  • Et dialogpapir
  • En præsentation

Alle 3 materialedele hænger sammen og skaber overblik over, hvad du præcis skal undervise i.

Undervisningsmaterialet er gratis og ligger klar til brug på digst.dk.

Se undervisningsmaterialet til Digital Ung (materialet er ikke længere tilgængeligt på digst.dk)