Digitaliseringsstyrelsens vicedirektør bliver ny fagdirektør i Københavns Kommune

09-10-2019
Om os

Vicedirektør Marianne Sørensen har sagt ja til at blive fagdirektør i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune.

""

Marianne forlader sin stilling som vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen med udgangen af november måned.

Direktør Rikke Hougaard Zeberg siger:

"Marianne har været en helt central figur i digitaliseringen af den offentlige sektor og har været medvirkende til, at Danmark står så stærkt i dag på den digitale dagsorden. Marianne er fagligt dygtig og meget vellidt, både internt i styrelsen og også blandt vores mange offentlige og private samarbejdspartnere.

I Digitaliseringsstyrelsen har Marianne været med til at løse en lang række opgaver, der rækker fra forberedelse af politiske udspil og økonomiaftaler på digitaliseringsområdet til store komplekse it-projekter, som fx NemID og implementering af overgangen til digital kommunikation. Jeg er sikker på, at Marianne bliver en stor gevinst for Københavns Kommune. Vi kommer til at savne Marianne og hendes store viden og engagement i Digitaliseringsstyrelsen og ønsker hende alt mulig held og lykke i hendes nye job."

Vicedirektør Marianne Sørensen siger:

”Det har været utrolig spændende at arbejde med digitalisering af den offentlige sektor – og jeg har følt mig meget privilegeret over at være med på den rejse, som Digitaliseringsstyrelsen har været på siden 2011. Mest af alt har jeg været glad for samarbejdet med alle de dygtige chefer og medarbejdere internt i styrelsen og alle vores eksterne samarbejdspartnere. Det er derfor vemodigt at sige farvel. Samtidig glæder jeg mig rigtig meget til at starte i Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen, hvor jeg bliver en del af et stærkt hold, der skal udvikle beskæftigelses- og integrationsområdet i landets største kommune.”

Marianne har været ansat i Digitaliseringsstyrelsen siden 2011, hvor hun kom fra en stilling i Finansministeriets departement. Marianne har også tidligere været ansat i Københavns Kommunes økonomiforvaltning.

Den ledige stilling som vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen vil blive slået op snarest.