Netcompany vinder udbud om Digital Post

04-10-2019
It-løsninger

Fra 2021 får det offentlige en ny Digital Post-løsning, som skal sikre, at borgere og virksomheder får en digital postkasse, der lever op til fremtidens behov for kommunikationen med det offentlige. Netcompany skal stå for at udvikle den nye løsning.

Digitaliseringsstyrelsen har nu underskrevet kontrakten med leverandøren, der skal levere it-løsningen, som leverer post fra det offentlige til borgere og virksomheder digitalt. Udbuddet er afsluttet efter en omhyggelig vurdering ud fra objektive kriterier om kvalitet, leveringssikkerhed og pris, hvor Netcompany har leveret det bedste tilbud.

Digital Post har som offentlig it-løsning været i udbud i henhold til lovgivningen, som foreskriver, at offentlige systemer udbydes løbende. e-Boks har vundet de to tidligere udbud af Digital Post i 2009 og 2015.

”Det lovpligtige udbud af Digital Post har været en anledning for os til at nytænke, hvordan den nye it-løsning skal indrettes, så den svarer til nutidens standarder og er mere fremtidssikret. Dette udbud vandt Netcompany, og vi ser frem til et godt samarbejde. Samtidig skal lyde en stor tak til e-Boks, som har opbygget en offentlig digital postkasse til gavn for danskerne, og som vi også i udviklingen af den nye løsning vil arbejde tæt sammen med,” siger direktør i Digitaliseringsstyrelsen, Rikke Hougaard Zeberg.

Hvad betyder det for borgerne

Leverandøren, som leverer den digitale post fra det offentlige, vil være en anden fra 2021. Borgerne vil derfor måske opleve, at de skal logge på et andet sted for at læse posten fra kommuner, regioner og statslige myndigheder. Derudover lanceres der en ny offentlig app til smartphone og tablet, når den nye løsning idriftsættes.

Nu hvor kontrakten er underskrevet, begynder udviklingsforløbet. Der er endnu et par år til, at borgerne får en ny løsning for offentlig Digital Post. Vi vil naturligvis gøre vores allerbedste for, at alle borgere og virksomheder vil blive guidet trygt og sikkert gennem overgangen til en ny løsning, så alle kommer godt i gang med deres nye digitale postkasse.

Fakta om kontrakten og udbuddet

  • Digital Post-kontrakten har en samlet værdi på 202 mio. kr. for udvikling af den nye it-løsning og en driftsperiode på 5 år med mulighed for 1 års forlængelse af tre omgange.
  • Tre it-leverandører blev forhåndsgodkendt til at byde på udbuddet, e-Boks, Netcompany og IBM. IBM trak sig, og valget har derfor stået mellem e-Boks og Netcompany. Begge it-leverandører leverede tilbud af høj kvalitet, og efter en omhyggelig vurdering ud fra objektive kriterier om kvalitet og pris faldt valget på Netcompany.
  • Den nuværende kontrakt med e-Boks er forlænget frem til overgangen til den nye Digital Post-løsning.