Brugerpanel giver bedre løsninger til borgerne

30-09-2019
Digital service It-løsninger

Digitaliseringsstyrelsen har oprettet et brugerpanel, hvor borgere frivilligt kan melde sig til at hjælpe med løbende at forbedre de digitale løsninger, vi tilbyder borgerne.

Mange borgere bruger hver eneste dag de fællesoffentlige løsninger som fx bor-ger.dk, NemID og Digital Post. Derfor har vi brug for at involvere borgerne, når vi udvikler og videreudvikler fællesoffentlige løsninger. Borgerinddragelse kan nemlig være med til at skærpe fokus i projekterne og - allervigtigst - sikre, at de skaber den rette værdi for borgerne.

Digitaliseringsstyrelsen har allerede i dag en høj grad af brugerinddragelse, når vi udvikler og videreudvikler vores løsninger. Men med brugerpanelet får vi en gruppe borgere, som vi altid kan kontakte for at få gode råd – de har nemlig sagt ja til at hjælpe os løbende.

Brugerpanelet vil blandt andet blive brugt til at høre borgernes mening om de idéer og konkrete løsninger, som Digitaliseringsstyrelsen arbejder med på vegne af hele den offentlige sektor. Det kan fx være input til den kommende kørekort-app eller forbedringer af Digital Post og NemID. Men det kan også være offentlige hjemmesider som borger.dk eller sikkerdigital.dk. Borgerpanelet hjælper på flere forskellige måder, fx gennem surveys, der afdækker behovene eller giver os et indblik i de forskellige opfattelser af og holdninger til emner inden for offentlig digitalisering.

Brugerpanelet har været åbent for tilmeldinger siden juni 2019, og vi nærmer os 400 deltagere.

Læs om brugerpanelet, og hvordan du tilmelder dig