Demomiljøet demo.borger.dk
Demo.borger.dk er et demomiljø, som frit kan anvendes af alle til hjælp og undervisning i MitID, Digital Post og Digital Fuldmagt.
Læringsmiljøet demo.borger.dk er et demomiljø, der kan anvendes af alle, der ønsker at øve sig i at logge ind med MitID, anvende Digital Post og anmode/afgive Digital Fuldmagt.
Du skal ikke anvende dit eget bruger-id og adgangskode på demo.borger.dk. I stedet logger du på med et fiktivt bruger-id og adgangskode, og du undgår dermed at skulle anvende dine egne personlige loginoplysninger. Du kan derfor ikke gøre noget forkert, og der sker ikke noget, hvis du eksempelvis kommer til at indtaste en forkert kode flere gange. Dette gælder for alle digitale løsninger, du kan prøve på demo.borger.dk
Demo.borger.dk er ejet af Digitaliseringsstyrelsen.
MitID på demo.borger.dk
På demo.borger.dk kan du prøve at logge ind med både MitID app, kodeviser og kodeoplæser afhængigt af, hvad du kommer til at bruge til at logge på MitID.
Digital Post på demo.borger.dk
I Digital Post på demo.borger.dk kan du prøve centrale funktioner fra den rigtige Digital Post. Du kan fx se indbakken og læse post, skrive post, oprette mapper og flytte post til mapper samt tilmelde dig NemSMS.
Du er logget på som en fiktiv bruger, og det er ikke din egen post, du ser på demo.borger.dk.
Digital Fuldmagt på demo.borger.dk
I Digital Fuldmagt på demo.borger.dk kan du prøve centrale funktioner fra den rigtige løsning. Du kan både prøve at give fuldmagt til og anmode om en fuldmagt fra en pårørende.