Har du en mobiltelefon eller andet udstyr, som udelukkende virker med 2G-teknologi?
Hi3G, TDC NET og TN-Networks (Norlys og Telenors fællesejede infrastrukturselskab) 3G-mobilnet er alle lukket med udgangen af 2025. Mobilnetoperatørerne med et 2G-mobilnet, TDC NET og TN-Network, kan også beslutte på et tidspunkt at lukke deres 2G-mobilnet.
Alt udstyr, som alene har forbindelse til 2G-mobilnet, vil efter en lukning af 2G-mobilnettene ikke længere have adgang til et mobilnet og vil derfor ikke fungere. Det påvirker forbrugere og virksomheder, som anvender 2G-udstyr. Det kan berøre forskelligt udstyr som fx alarmsystemer, terminaler til betalingskort, aflæsningsudstyr til forbrug af el, vand og varme, ældre mobiltelefonmodeller, tryghedsalarmer og samtale- og alarmanlæg i elevatorer.
Derfor er det en god idé at undersøge, om dit eller jeres udstyr vil blive påvirket af en lukning af 2G-mobilnettene. Hvis det er tilfældet, bør du skifte til udstyr, som fungerer med nyere mobilteknologier som 4G- eller 5G-mobilteknologierne, eller til udstyr, som ikke anvender mobilnet.
Hvis du er i tvivl om, hvad en eventuel lukning af 2G-mobilnettene kan komme til at betyde, bør du henvende dig til dit mobilselskab eller udbyderen af den tjeneste, du anvender, for at høre nærmere og få vejledning om, om du skal gøre noget, og hvad du i givet fald kan gøre for at sikre fortsat forbindelse.
Mobilnetoperatørerne har ikke meldt ud, hvornår de eventuelt vil lukke deres 2G-mobilnet. Det er mobilnetoperatørernes egen beslutning, om og i givet fald hvornår de ønsker at lukke deres net.
Udrulning af net og tjenester sker i Danmark på markedsbaserede vilkår, og mobilnetoperatørerne kan derfor selv beslutte på grundlag af fx forretningsmæssige eller tekniske overvejelser, om de vil ophøre med at udbyde tjenester via en bestemt teknologi.
I vores nabolande forventes på nuværende tidspunkt Telia i Sverige og Telenor i Norge begge med udgangen af 2027 som de sidste mobilnetoperatører i de to lande at slukke deres 2G-mobilnet.
Hvis du eller din virksomhed anvender en tjeneste på 2G-mobilnet og er i tvivl om, hvad en lukning af 2G-mobilnettene kan komme til at betyde for dig eller din virksomhed, bør du henvende dig til dit mobilselskab eller udbyderen af den tjeneste, du anvender, for at høre nærmere og få vejledning om, hvad du kan gøre for at sikre fortsat forbindelse:
Det er op til mobilnetoperatørerne selv at beslutte, om de ønsker at lukke et mobilnet, som de driver med en bestemt teknologi. Der er ikke krav om, at mobilnetoperatørerne skal drive deres mobilnet med bestemte teknologier eller opretholde mobilnet baseret på 2G-teknologi.
Generelt kan man sige, at teknologi forældes over tid, og at det derfor er naturligt på et tidspunkt at erstatte teknologi i et telenet med nyere teknologier. Lukningen af 2G-mobilnettene kan ske for at give plads til at indføre nyere teknologier som 4G- og 5G-mobilteknologierne, der giver højere hastigheder samt mere stabil og sikker forbindelse end 2G-mobilteknologien. Efterspørgslen efter 2G-mobilteknologi falder i takt med, at virksomheder og forbrugere tager mere moderne teknologi i brug. Der fremstilles derfor i stigende grad ikke det udstyr, som anvendes i 2G-mobilnettene.
Det anbefales, at du tjekker, om dit eller jeres udstyr er koblet på 2G-mobilnettet. Det er særligt vigtigt, hvis du fx har en ældre mobiltelefon, et modem eller en router til mobilt bredbånd eller bruger smarte enheder eller alarmer i dit hjem, kontor, sommerhus, bil eller båd.
Nogle mobiltelefoner kan bruge 4G-mobilnettet til data, men ikke til opkald. For at kunne ringe, når 2G-mobilnettet er lukket, skal telefonen understøtte 4G-opkald (Voice over LTE eller VoLTE), og funktionen skal være aktiveret. Vær opmærksom på, at ikke alle mobiltelefoner understøtter VoLTE. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt din mobiltelefon kan bruge VoLTE, kan du kontakte dit teleselskab.
Mange enheder og systemer i samfundet kan være koblet på 2G-mobilnet. Hvis enhederne og systemerne ikke opgraderes eller udskiftes til nyere teknologier i tide, risikerer enhederne eller systemerne at stoppe med at virke fra den ene dag til den anden, når 2G-mobilnettet lukkes.
Det kan fx være:
Kom godt i gang:
Det forventes, at mobilselskaberne vil varsle kunder, brugere og andre interesserede om deres eventuelle planer om at lukke 2G-nettene. Vær dog opmærksom på, at hvis du bruger udstyr købt i udlandet eller udstyr, som bruger et SIM-kort fra udlandet, på et af de danske mobilselskabers 2G-mobilnet, er det ikke sikkert, at du får denne varsling, inden nettet lukkes. I de tilfælde har de danske mobilselskaber ikke nødvendigvis de nødvendige oplysninger om dig.
Udenlandske SIM-kort kan fx bruges i mobiltelefoner af turister, udenlandsk arbejdskraft og andre med ophold i Danmark. Andet elektronisk udstyr, som er koblet på internettet, såkaldt IoT-udstyr (Internet of Things), kan have et udenlandsk SIM-kort installeret, selvom det er købt i en dansk butik. Det kan fx være robotplæneklippere, overvågningskameraer og sensorer, som overvåger forskellige systemer.
Bruger du udstyr eller et system, som er koblet på 2G-mobilnettet, bør du derfor kontakte leverandøren af udstyret eller mobilselskabet, hvis mobilnet udstyret bruger, for at få rådgivning om, hvad du kan gøre i forbindelse med, at 2G-mobilnettet lukkes.
E-mail: tele@digst.dk