Hvem skal træffe beslutninger for dig, hvis du en dag bliver alvorligt syg eller mentalt svækket? Opret en fremtidsfuldmagt og beslut i god tid, hvem der i fremtiden skal foretage handlinger på vegne af dig.
Med en fremtidsfuldmagt kan du i god tid beslutte, hvem der i fremtiden skal foretage handlinger på vegne af dig. Det kan blive nødvendigt, hvis du bliver alvorligt syg eller på anden måde mister evnen til selv at tage dig af dine økonomiske og/eller personlige forhold.
Du vælger selv, hvem du vil give en fremtidsfuldmagt til.
Før du vælger den person, som i fremtiden skal foretage handlinger på dine vegne, bør du inddrage vedkommende i dine overvejelser. På den måde sikrer du dig, at vedkommende kan og vil påtage sig opgaven. Det er vigtigt, at du har fuld tillid til den person, der skal repræsentere dig. Vedkommende får adgang til personlige oplysninger om dig, fx oplysninger om din helbredsmæssige tilstand.
Når fremtidsfuldmagten er oprettet, er den inaktiv indtil det – måske – bliver relevant at sætte den i kraft.
Hent dokument og læs mere om, hvordan du opretter en fremtidsfuldmagt på domstol.dk
Hvis du er fritaget for Digital Post, skal du have hjælp til at udskrive fremtidsfuldmagten på papir. Når du har udfyldt fremtidsfuldmagten, skal du aflevere den personligt i Familieretshuset.
Du kan læse mere om hvad du gør, hvis du er fritaget for Digital Post, på familieretshuset.dk eller ringe på telefonnummer 7256 7000.
Du kan læse mere og finde information om fremtidsfuldmagter på borger.dk her
Her kan du også finde Justitsministeriets vejledning om fremtidsfuldmagter i printbar pdf-version.
En notar er en embedsmand, som er ansat ved de danske domstole. En notars opgave er at sikre, at det er dit eget ønske at oprette fremtidsfuldmagten, og at du fornuftsmæssigt er i stand til at gøre det.
Når du møder op ved notaren, skal du betale en retsafgift på 300 kr.
Du skal henvende dig til byretten for at få kontakt til en notar.
Digitaliseringsstyrelsen har i samarbejde med Justitsministeriet udarbejdet en kort oplysningspjece, som skal informere om fremtidsfuldmagter.
Pjecen er særligt målrettet it-udfordrede borgere og deres pårørende.