Tjek tastaturtilgængelighed på din løsning

Krav til betjening med tastatur, synligt fokus, logisk rækkefølge og tastaturfælder.

For at overholde standarden er det afgørende, at det også er muligt at navigere løsningen med tastatur. Alle interaktive elementer skal være let tilgængelige og navigerbare ved brug af tastaturet alene.

Se også vejledningsvideoen ”Tastaturtilgængelighed” for at få information om de forskellige krav til tastaturtilgængelighed.

Om tastaturnavigation

Tastaturtilgængelighed er essentielt for brugere, der ikke benytter touch- eller musestyring, og som enten udelukkende benytter tastaturet eller alternative interfacemetoder. Det er især relevant for personer med fysiske handicaps, og i mange tilfælde vil skærmlæserbrugere også blive påvirket negativt, hvis navigation ved brug af tastaturet ikke er mulig.

Grundlæggende tastaturnavigation

  • Brug Tab-tasten til at navigere mellem interaktive elementer på siden og Shift + Tab til at navigere baglæns
  • Brug Enter- eller Mellemrumstasten til at aktivere links og knapper
  • Brug piletasterne til at navigere i formular-elementer som radioknapper og drop-downs
  • Brug Escape-tasten til at afvise elementer såsom pop-ups og burger-menuer

Følgende sektioner vil uddybe fire tjeks, der kan anvendes på en løsning for at sikre, at løsningen kan navigeres med tastatur.

Manuelle tjeks

WCAG succeskriterium: 2.1.1 Tastatur (AA)

Tjek

Kontrollér, at alle funktioner i indholdet kan få fokus og betjenes med tastaturet uden tidsbegrænsning for hvert tastetryk.

Om tjekket

Det skal være muligt at navigere udelukkende ved af tastaturet til alle interaktive elementer på løsningen. I afsnittet "Grundlæggende tastaturnavigation" findes information om de taster, der kan anvendes til at tjekke, om løsningen kan navigeres med tastaturet.

Når det er muligt at navigere til et interaktivt element ved hjælp af et tastatur, resulterer det i, at elementet får tastaturfokus. Det er nødvendigt, at det også er muligt at fjerne tastaturfokus fra disse elementer igen. Hvis tastaturfokus ikke kan fjernes igen, vil tastaturbrugere blive fastholdt og forhindret i at fortsætte til resten af websiden. Efterfølgende skal der foretages tjeks der sikrer, at alle de interaktive elementer kan aktiveres, eksempelvis ved hjælp af "Enter"- eller Mellemrumstasten.

Der bør ligeledes være en mulighed for at kunne lukke indhold, der enten udvides eller vises som pop-op-vinduer, ved brug af eksempelvis "Escape"-tasten eller en Luk-knap. Eksempler på denne type indhold omfatter dialogvinduer, dropdowns og sidemenuer.

WCAG succeskriterium: 2.4.7 Synlig fokus (AA)

Tjek

Kontrollér, at alle fokuserbare elementer har en synlig fokusindikator.

Om tjekket

De elementer, som brugeren kan betjene med tastaturet, skal have en synlig fokusindikator. Det vil indikere for brugeren, hvilket element der aktuelt er i fokus og dermed kan aktiveres. Fokusindikatoren kan fx tage form som en ramme eller understregning af det interaktive element.

Fokusindikatoren skal have et kontrastforhold på 3:1 mod tilstødende farver, hvilket der stilles krav om i kravet om kontrast for ikke-tekstbaseret indhold og kan forklares i vejledningen ”Farver og kontrast”.

WCAG succeskriterium: 2.4.3 Fokusrækkefølge (A)

Tjek

Kontrollér, at fokusrækkefølgen ikke afviger fra den visuelle rækkefølge på en måde, der gør det vanskeligt at forstå eller bruge indholdet.

Om tjekket

En logisk fokusrækkefølge sikrer, at elementerne som kan få tastaturfokus, følger en sekvens, der stemmer overens med deres visuelle placering. Dette tjek udføres ved at navigere gennem samtlige interaktive elementer ved hjælp af tastaturtabulering (Tab-tasten) for at afgøre, om rækkefølgen er logisk. Det indebærer, at rækkefølgen ikke må være vilkårlig og springe tilfældigt fra øverst til nederst og tilbage igen. Det er væsentligt, at kun interaktive elementer er en del af fokusrækkefølgen, og ikke indhold som overskrifter, tekst eller andet ikke-interaktivt indhold.

WCAG succeskriterium: Ingen tastaturfælde 2.1.2 (AA)

Tjek

Kontrollér, at man ved hjælp af tastaturet kan navigere væk fra ethvert fokuserbart element.

Om tjekket

Det skal være muligt for brugeren at navigere i løsningen uden at risikere at blive fastholdt i nogen form for indhold. En tastaturfælde kan eksempelvis opleves som at bevæge sig rundt i den samme komponent med tastatur uden muligheden til at fortsætte til øvrigt indhold uden for komponenten.

Derfor skal der være en mulighed for at fjerne fokus fra alle interaktive komponenter udelukkende ved brug af tastaturet.

Dette kan enten tjekkes ved at navigere forbi en given komponent på siden, eller ved brug af Escape-knappen til at lukke indhold som eksempelvis popup-komponenter. Fastholdes fokus i den samme komponent uden mulighed for at lukke komponenten eller benytte escape-tasten til at fjerne fastlåst fokus fejles dette succeskriterie.

Tastaturtilgængelighed i native apps

Det skal være muligt at anvende eksterne tastaturer på mobilinterfaces, også i native apps. Samme succeskriterier, som gør sig gældende for tjek af tastaturfunktionalitet på websteder, er relevante ved tjek af native app-løsninger. Her består procedurerne i at tilslutte et eksternt tastatur til mobilenheden, inden udførelse af tjekket.

I visse tilfælde har nogle native apps implementeret komponenter, der ikke kan navigeres ved hjælp af tastatur alene. Det kan forekomme, hvis appen er designet til at reagere på berøringsbevægelser, fx swipe-funktioner, som kræver brug af touch. I den situation skal der etableres en alternativ måde til udførelse af samme handling, som kan udføres med tastatur. Der kan fx implementeres en simpel knap som alternativ mulighed til swipe-funktionen, når løsningen navigeres med tastatur.