Platform skal hjælpe unge i gang med at være digitale borgere

Platformen ’Digital Start’ skal med en digital begynderguide og undervisningsmateriale målrettet 15-18-årige hjælpe unge godt i gang med deres digitale medborgerskab.

""

Digitaliseringsstyrelsen har sammen med Center for Digital Dannelse udarbejdet Digitalstart.dk, der er en digital læringsplatform, som skal klæde de unge på til et digitalt samfund. Blandt andet giver platformen de unge kendskab til nogle af de offentlige digitale løsninger, de har brug for at kende, når de begynder deres liv som digitale medborgere.

Platformen består af et digitalt læringsmodul i quizformat samt undervisningsmateriale, der frit kan anvendes af undervisere og andre, der ønsker at tage en dialog med unge om bl.a. MitID, borger.dk og Digital Post.

Platformen blev første gang lanceret i 2019 og relanceres nu med et udvidet og forbedret undervisningsmateriale og et opdateret quizmodul, der har fået en overhaling, så det nu også indeholder de nyeste offentlige digitale løsninger som MitID.

Digital dannelse for digitalt indfødte

Mange unge har rigtig godt styr på, hvordan deres smartphone og computer virker, og ofte omtales yngre generationer som digitalt indfødte. Men med overgangen til voksenlivet følger i dag et behov for en forståelse af, hvad den digitale offentlige sektor er, hvordan man som borger kommunikerer digitalt, og hvad den enkeltes ansvar er i den forbindelse. Her spiller bl.a. MitID, borger.dk og Digital Post centrale roller.

En relevant og engagerende læringsplatform for 15-18-årige

Digital Start er opbygget som en quiz med en række spørgsmål over blandt andet temaerne Digital Post, MitID og borger.dk. Ud over quizzen, kan man også finde svar på spørgsmål i en Q&A – eller selv læse videre fra en side med nyttige links.

Digital Start forsøger at nå de unge i øjenhøjde med et interaktivt element, og med spørgsmål og eksempler, der er relevante for dem i deres situation.

Billedet viser screenshot fra quizmodulet på digitalstart.dk. Hér et spørgsmål om læseadgang til Digital Post.

Til underviseren tilbyder Digital Start en undervisningsvejledning, printbare materialer og en række forslag til videre øvelser og opgaver i forskelligt omfang til de unge.

Digital Start er blevet til i samarbejde med Center for Digital Dannelse, som arbejder med at hjælpe børn, unge og voksne med at navigere sikkert i deres digitale liv.

Læs mere om Center for Digital Dannelse på digitaldannelse.dk

Om Digital Start

Digital Start er udformet til klasseundervisning i fx dansk, samfundsfag eller informatik, men materialet er ikke fagspecifikt og kan derfor anvendes på tværs af fag og uddannelsesinstitutioner.

Eleverne bliver klædt på til at interagere med det offentlige digitalt, og dermed kommer de ét skridt nærmere at blive selvstændige digitale medborgere. Digital Start kan også anvendes uden for klasseundervisningen, fx i fritidsklubber.

Udbytte ved undervisningsforløbet:

  • at skabe relevans for de unge gennem virkelighedsnære problematikker, fx i forbindelse med fritidsjob, optagelse på ny uddannelse eller aktivering af MitID for første gang.
  • at give eleverne ny viden på en engagerende måde, gennem quiz og med løbende feedback.
  • at udstyre eleverne med større selvstændighed og selvsikkerhed, så de fremadrettet kan begå sig som digitale borgere.

Læs mere på Digitalstart.dk