I dag bliver det lettere at identificere sig i butikker og i nattelivet. AltID, Danmarks nye officielle app til ID og beviser, kan downloades nu. Den giver borgerne mere kontrol med deres egne data.
I dag får Danmark sit første officielle digitale aldersbevis og legitimationskort.
Den nye app AltID giver borgere mulighed for at bekræfte deres alder eller legitimere sig på en lettere og mere sikker måde. Appen virker både i den fysiske verden i eksempelvis butikker eller nattelivet og online på hjemmesider eller tjenester.
Brugerne får langt mere kontrol med, hvad de deler med andre, og ID i fysisk form kan blive hjemme i skuffen, når de skal i byen eller skal købe varer, der kræver en bestemt alder.
– Vi håber, at danskerne tager godt imod AltID, der kommer til at blive et vigtigt redskab, når man skal identificere sig og bevise sin alder både online og i den fysiske verden. AltID er udviklet til at sikre borgernes privatliv ved at beskytte deres personlige oplysninger. Og den er lavet sådan, at man som bruger af AltID selv kan vælge, hvilke oplysninger man deler med andre, siger Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen.
I stedet for at vise sit fulde navn, cpr-nummer og adresse kan brugeren af AltID nøjes med at vise, at de er over en bestemt alder. Dermed kan de trygt bekræfte deres alder fysisk eller online uden at give alle oplysninger væk.

AltID indeholder to beviser: et aldersbevis og et legitimationskort. På sigt bliver det muligt for andre myndigheder at lægge beviser ind i appen.
Sociale medier samt onlinetjenester og webbutikker kan også benytte AltID til anonym aldersverificering. Her lever AltID op til EU’s standarder for aldersverificering og vil derfor kunne bruges til onlinetjenester i EU, der i fremtiden understøtter disse.
Den høje sikkerhed betyder, at beviserne udelukkende ligger lokalt på en brugers telefon, og ingen andre end brugeren selv ved, hvor og hvornår et bevis er blevet anvendt.
For at få AltID skal man have MitID, da dette skal bruges til at logge ind og oprette sine beviser. AltID erstatter ikke MitID. For at få billede på legitimationskortet skal man have et nyere pas med en chip i. Chippen gør det muligt, at telefonen kan scanne billedet fra passet og lægge det ind i AltID.
Er du journalist og har et spørgsmål, kan du ringe på telefon 4178 6060. Du kan også sende en e-mail til presse@digst.dk
Hent grafikker til brug online og på print.
Indlæser formular...