Kontrakt om udvikling af digital assistent på plads

Digitaliseringsstyrelsen sætter gang i udviklingen af en fællesoffentlig digital assistent i samarbejde med Nine.

Billede viser en chatbot - altså dialog felt der simulerer menneskelig samtale - der ligger som et element på forsiden af borger.dk
Ny chatbot skal give borgerne en nem og brugervenlig adgang på tværs af det offentlige. Illustration er en foreløbig skitse og et bud på, hvordan AI-assistenten på en offentlig hjemmeside kan se ud.

Digitaliseringsstyrelsen har tildelt it-konsulentvirksomheden Nine kontrakten med at bidrage til udviklingen af en fællesoffentlig digital assistent samt den bagvedliggende infrastruktur. Borger.dk og sundhed.dk bliver de første offentlige hjemmesider, der tager den i brug. 

Projektet skal lave en første version af en fællesoffentlig digital assistent. Den skal understøtte en generel og tværgående vejledning af borgerne baseret på generativ kunstig intelligens via for eksempel chatbots på borger.dk og sundhed.dk. Assistenterne skal basere sig på troværdige kilder fra offentlige myndigheder.

En fællesoffentlig infrastruktur for digitale assistenter for borgere og virksomheder er besluttet i regi af den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 2026-2029 og Den Digitale Taskforce for Kunstig Intelligens.