Om løsningen
Med kørekort-appen har du dit kørekort nemt og sikkert lige ved hånden. Kørekort-appen er et frivilligt supplement til dit fysiske kørekort og fungerer som gyldigt kørekort i Danmark.
Det betyder, at du kan lade dit fysiske kørekort ligge i skuffen derhjemme, så længe at du i stedet kan fremvise din kørekort-app. Behold dog dit fysiske kørekort, da du stadig skal bruge dette, når du kører i udlandet.
For at få kørekort-appen skal du:
- Have gyldigt dansk kørekort
- Have gyldigt MitID
- Have gyldigt dansk pas, diplomatpas, tjenestepas eller grønlandsk pas
Kørekort-appen følger gyldigheden af dit fysiske kørekort. Det betyder, at du skal have et gyldigt dansk kørekort for at kunne oprette dig i appen, og hvis du fornyer dit kørekort, skal du oprette dig i appen igen.
Med appen kan du:
- Dokumentere at du har et kørekort under kørsel i Danmark
- Fremvise dit kørekort på mobilen de steder, hvor du ellers plejer at bruge dit kørekort, fx som legitimation
Kørekort-appen er udviklet af Digitaliseringsstyrelsen i samarbejde med Justitsministeriet, Rigspolitiet, Transportministeriet og Færdselsstyrelsen.