De seneste år er anvendelsen af kunstig intelligens (AI) vokset hastigt i Danmark og verden over. Teknologien kan komme både borgere og virksomheder til gavn, og kan gøre den offentlige sektor bedre og mere effektiv. Potentialet er stort, og derfor er det vigtigt, at kunstig intelligens anvendes på en ansvarlig og sikker måde.
Digitaliseringsstyrelsen er udpeget som national koordinerende tilsynsmyndighed for EU's forordning (lov) om kunstig intelligens. Det vil sige, at styrelsen koordinerer tilsynet med kunstig intelligens i Danmark og står for implementering af og vejledning i forordningen.
Vores ambition er, at ansvarlig anvendelse af kunstig intelligens skal sikre Danmarks fremtidige digitale samfund. Vi anerkender de store potentialer i kunstig intelligens, såsom forbedring af offentlige tjenester, effektivisering af virksomheders arbejdsgange og som værktøj til at gøre borgeres daglige liv nemmere. Men heri følger også et ansvar. Vi er forpligtede til at sikre, at kunstig intelligens tjener hele samfundet på en ansvarlig, sikker og gennemsigtig måde.