Som led i regeringens digitaliseringsstrategi har Digitaliseringsstyrelsen og Datatilsynet etableret en regulatorisk sandkasse for AI, hvor virksomheder og myndigheder kan få adgang til relevant ekspertise og vejledning i GDPR og AI-forordningen, når de udvikler eller anvender AI-løsninger.
Kunstig intelligens (herefter ’AI’) er i konstant og hastig udvikling. Teknologien bliver stadig mere og mere udbredt og skaber løbende nye muligheder for at løse samfundsopgaver og drive virksomhed. Det kan imidlertid være en udfordring for virksomheder, myndigheder og andre organisationer at navigere i, hvad der er tilladt inden for de regulatoriske rammer – og hvor grænserne går i forbindelse med udvikling og anvendelse af AI-løsninger.
Derfor har Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen etableret en regulatorisk sandkasse for AI-projekter, hvor virksomheder og myndigheder kan få gratis adgang til relevant ekspertise og vejledning i GDPR og risikoklassifikation efter AI-forordningen.
Sandkassen har til formål at understøtte innovation og ansvarlig brug af AI-løsninger ved at tilbyde deltagere projekt- og praksisnær vejledning om de konkrete regulatoriske rammer for AI-projektet. Dermed bidrager sandkassen til at sikre ansvarlig og lovlig anvendelse af AI-løsninger.
Formålet er samtidig at nedbringe tiden fra udvikling til drift og reducere risikoen for, at projekter forsinkes eller opgives på grund af usikkerhed om de regulatoriske krav.
Sandkassen fungerer som én samlet indgang, hvor virksomheder og myndigheder kan få gratis adgang til relevant ekspertise og vejledning i GDPR og risikoklassifikation efter AI-forordningen.
Der er mulighed for at modtage praksisnær vejledning om de databeskyttelsesretlige regler (bl.a. GDPR og databeskyttelsesloven), som indeholder en række generelle principper og krav til behandling af personoplysninger, der også gælder ved udvikling og anvendelse af AI. Herudover kan der gives projektnær vejledning om risikoklassificeringen efter AI-forordningen.
Hvis det vurderes, at der er behov for input fra andre relevante myndigheder, vil Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen bestræbe sig på at inddrage disse i det omfang, det er muligt og relevant.
Inddragelse af andre myndigheder kan ske med henblik på vejledning om sektorlovgivning med snitflader til databeskyttelsesreglerne og AI-forordningen – eksempelvis sundhedsloven, sociallovgivningen og beskæftigelseslovgivningen mv. Det kan f.eks. ske ved at invitere udvalgte myndigheder til at deltage i et vejledningsmøde eller ved at indhente skriftligt vejledningsmateriale.
Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen kan dog ikke garantere, at sådanne input kan indhentes under eller i umiddelbar forlængelse af sandkasseforløbet.
Et sandkasseforløb kan bl.a. bestå af:
Længden af et sandkasseforløb afhænger af det konkrete projekt. Et forløb vil som udgangspunkt have en varighed på op til fire måneder, men kan også være kortere. Forud for forløbet afholdes et introduktionsmøde, hvor konkrete problemstillinger, indhold, længde af forløb mv. drøftes.
Efter et sandkasseforløb er afsluttet, vil erfaringerne fra forløbet blive formidlet til offentligheden, så andre kan få gavn af dem. Det vil ske i form af en slutrapport. Deltagere i sandkassen vil dermed fungere som foregangseksempler for andre virksomheder, myndigheder og organisationer med lignende AI-ambitioner.
Hvem kan ansøge om at deltage i sandkassen?
Sandkassen er målrettet virksomheder og myndigheder, der udvikler eller anvender AI-løsninger, hvor der behandles personoplysninger og/eller som er omfattet af AI-forordningen.
Alle typer virksomheder, myndigheder og andre organisationer kan ansøge om at deltage i et sandkasseforløb. Det er også muligt at ansøge i samarbejde med andre aktører.
Det er vigtigt, at projektet er tilstrækkeligt modent til, at der er identificeret konkrete regulatoriske udfordringer, og at der er gjort indledende overvejelser om mulige løsninger.
Deltagelse forudsætter, at der afsættes tilstrækkelig tid og ressourcer til både møder og det løbende arbejde mellem møderne. Det indebærer bl.a., at samtlige projektdeltagere deltager i møderne og afsætter tid til at drive arbejdet fremad, herunder har tilstrækkelig tid til forberedelse.
For at komme i betragtning til et forløb i sandkassen, skal AI-projektet leve op til en række ansøgningskriterier:
Hvis ansøgningskriterierne er opfyldt, er det muligt at ansøge om deltagelse i et sandkasseforløb. Ansøgning indsendes ved udfyldelse af ansøgningsskemaet, som kan findes her: Ansøgningsskema
Det udfyldte ansøgningsskema sendes til sandkasse@datatilsynet.dk og sandkasse@digst.dk inden ansøgningsfristens udløb.
Fristen for denne ansøgningsrunde er inden udgangen af 1. maj 2026.
Når ansøgningsfristen er udløbet, vurderes de indkomne ansøgninger. Det er en forudsætning, at ansøgningerne vedrører udvikling eller anvendelse af AI-løsninger, og at der er identificeret udfordringer i forhold til gældende regulatoriske krav.
Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen vurderer ansøgningerne på baggrund af de ovennævnte udvælgelseskriterier og udvælger en række ansøgere, som indkaldes til et møde med henblik på nærmere afklaring.
De udvalgte ansøgere kan i den forbindelse blive bedt om at fremsende supplerende oplysninger eller forberede en præsentation til mødet.
På baggrund af de afholdte afklaringsmøder udvælges de ansøgere, der tilbydes et sandkasseforløb.
Når et AI-projekt er udvalgt, kontakter Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen den udvalgte ansøger med henblik på at aftale, hvornår arbejdet med projekt-planen for sandkasseforløbet påbegyndes.
Et sandkasseforløb indledes med et introduktionsmøde, hvor deltageren og myndighederne forventningsafstemmer forløbets indhold og udfald. I den forbindelse udarbejder parterne en projektplan for det konkrete forløb. Introduktionsmødet forventes afholdt i juni 2026.
På mødet drøfter deltageren og myndighederne bl.a.:
• udvikling eller anvendelse af AI-løsningen
• forståelsen af databeskyttelse i relation til projektet
• identificerede regulatoriske udfordringer
• behov for vejledning
• forventninger til samarbejdet
• mål for sandkasseforløbet
• relevante temaer for forløbet
• den konkrete projektplan
• eventuelt antal opfølgende møder
Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen lægger vægt på at vælge projekter, hvor den viden, som oparbejdes gennem projektforløbet i samarbejde med den deltagende virksomhed eller myndighed, har størst mulig nytteværdi for samfundet.
Efter afslutning af forløbet udarbejdes og offentliggøres en slutrapport, som samler op på erfaringerne.
Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen er som offentlige myndigheder underlagt offentlighedsloven. Der kan derfor anmodes om aktindsigt i sager. Visse oplysninger er dog undtaget, herunder oplysninger om tekniske indretninger, fremgangsmåder samt drifts- eller forretningsforhold.
Hvis der anmodes om aktindsigt i en sag, og der indgår oplysninger, som eventuelt skal undtages, vil der blive indhentet bemærkninger, inden der træffes afgørelse.
Medarbejdere hos Datatilsynet og Digitaliseringsstyrelsen er underlagt tavshedspligt i forhold til fortrolige oplysninger.
Fristen for at ansøge om at deltage i sandkassen er inden udgangen af d. 1 maj 2026.
Download ansøgningsskemaet
aia@digst.dk