FP Aquaculture & Ocean Health ApS er en dansk startup, der har udviklet et AI-drevet undervandsmikroskop, der overvåger mikroskopiske organismer i vandet ved bl.a. havbrug.
Teknologien advarer havbrugere om skadelige alger og mikroskopiske vandmænd, inden de forårsager skade på f.eks. lakseopdræt. Men produktet kræver en tilhørende AI-model, der kan behandle enorme mængder billeddata døgnet rundt.
Det var her, at Christoffer Sander, data scientist hos FP Aqua, indså, at de havde behov for massiv regnekraft til at komme videre.
"Vores mikroskoper producerede 20.000 undervandsbilleder om dagen, men vores egen server kunne kun behandle 960 billeder om dagen. Vi kunne altså ikke følge med vores data, så vi havde brug for meget mere computerkraft," fortæller Christoffer Sander.
At købe regnekraft hos en kommerciel udbyder var ikke en mulighed for en startup som FP Aqua.
"Vi vinduesshoppede lidt rundt og fandt hurtigt ud af, at de betalte løsninger ikke ville være bæredygtige på længere sigt, når man tog omfanget af vores data i betragtning," fortæller Christoffer Sander.
Han forsøgte i stedet at løse problemet med hurtigere og mere kompakte AI-modeller, men disse modeller gik på kompromis med præcisionen. Produktets værdi afhænger af, at AI-modellen identificerer organismer korrekt, og en lettere model var derfor ikke god nok.
På dette tidspunkt kom FP Aqua i kontakt med EuroCC Denmark, det danske kompetencecenter for supercomputing, og fik at vide, at der fandtes et europæisk alternativ, hvor de kunne få hurtig og gratis regnetid.
Via EuroCC Denmark søgte FP Aqua om adgang til en europæisk AI-fabrik. AI-fabrikkerne er europæiske AI-supercomputere ejet af EU og EU-landene. For SMV'er og startups er adgangen gratis.
Det var langt nemmere at søge om adgang til en AI-fabrik, end hvad Christoffer Sander havde turdet håbe på.
"Ansøgningsprocessen var kort, og man skal bare udfylde nogle simple formularer. Vi fik adgang til regnetid på AI-fabrikken MareNostrum 5 i Barcelona, to dage efter vi sendte ansøgningen,” fortæller en begejstret Christoffer Sander.
De startede med 5.000 GPU-timer for at prøve supercomputeren af. Efterfølgende fik de tildelt 50.000 GPU-timer på AI-fabrikken Leonardo BOOSTER i Bologna, en af verdens 10 hurtigste supercomputere. Hvis de skulle have købt den samme mængde regnekraft til markedspris, ville FP Aqua aldrig have haft råd til det. Undervejs fik FP Aqua desuden gratis adgang til supportværktøjer, eksperthjælp og kurser.
"I begyndelsen vidste jeg ikke, hvordan man bruger en supercomputer. Det er ikke helt det samme som at sidde med min laptop. Men jeg så nogle videoer online og kiggede på manualen, de sendte til mig, og så var det let nok at komme i gang," fortæller Christoffer Sander.
FP Aqua ville nok ikke have kunnet udvikle deres AI-drevne undervandsmikroskop uden AI-fabrikkerne.
”Når man arbejder med så meget data, som vi gør, består meget af udviklingen bare af at vente på, at processer bliver færdige. Med supercomputeren kan man bruge sin tid på noget mere fornuftigt. Det har gjort, at vi er nået så langt, som vi er i dag." lyder det fra Christoffer Sander.
Hans råd til andre virksomheder er enkelt: "Vær ikke bange for at gå i gang med at udvikle jeres egen AI med supercomputere. Man behøver ikke være ekspert. Vi kunne finde ud af det, og det kan andre også."
FP Aqua er i øjeblikket ved at rejse kapital for at tage deres undervandsmikroskop til næste niveau. Og når de næste versioner af AI-modellen skal udvikles, ved Christoffer Sander allerede, hvor de henter regnekraften henne.
"AI-fabrikkerne er blevet et værktøj til vores produktudvikling,” fortæller Christoffer Sander.”
Kontakt EuroCC Denmark og få en uforpligtende samtale. Du kan også læse mere om AI-fabrikkerne her.