Cybersikkerhedsrådet drøfter ny mærkningsordning for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse
12-05-2020
Sikkerhed
Det offentlig-private Cybersikkerhedsråd mødtes for tredje gang mandag den 11. maj – denne gang til et virtuelt møde med fokus på den kommende mærkningsordning for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse. På mødet deltog også direktør for mærkningsordningen for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse, Mikael Jensen.
Cybersikkerhedsrådet blev præsenteret for den kommende nye mærkningsordning for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse, hvor Mikael Jensen deltog med et spændende oplæg om projektet. Dette mundede ud i en interessant drøftelse, blandt andet af de kriterier, som mærkningen skal bygge på, og hvordan man kan udnytte allerede kendte standarder såsom ISO27001.
Projektet er støttet af Industriens Fond og udføres af Dansk Industri i samarbejde med Dansk Erhverv, Forbrugerrådet, SMVdanmark og Erhvervsstyrelsen. Mærkningsordningen for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse har blandt andet til formål at give dansk erhvervsliv et solidt løft for it-sikkerhed og ansvarlig dataanvendelse og forventes lanceret medio 2020.
På mødet drøftede medlemmerne derudover rammer og temaer for det webinar, som Cybersikkerhedsrådet planlægger at afholde i juni.
På webinaret vil Cybersikkerhedsrådet sætte fokus på tre vigtige temaer:
- Sikkerhedsudfordringer i forbindelse med anvendelsen af Internet-of-Things-produkter
- Erfaringsudveksling om cyber- og informationssikkerhedshændelser på tværs af myndigheder og virksomheder
- Aktiv beskyttelse af borgere og SMV’ere ved filtrering af domæner og IP-adresser, som anvendes ved digitale angreb
På webinaret vil der være lejlighed til at drøfte faglige input, erfaringer på tværs af aktører samt forslag og løsningsmodeller, der kan løfte sikkerhedsniveauet i samfundet. Disse drøftelser skal blandt andet danne grundlag for rådets videre strategiske arbejde med at styrke cyber- og informationssikkerheden blandt borgere, virksomheder og myndigheder.
Om Cybersikkerhedsrådet
Det offentlig-private Cybersikkerhedsråd skal rådgive regeringen om, hvordan den digitale sikkerhed styrkes og sikre videndeling mellem myndigheder, erhvervsliv og forskningsverdenen, og rådet skal desuden byde ind med udvikling af cybersikkerhedskompetencer.
Cybersikkerhedsrådet er sammensat af medlemmer fra erhvervslivet, myndigheder, forbrugersiden og forskningsverdenen, og deres faglighed spænder bredt over strategiske og juridiske såvel som teknologiske kompetencer. Møderne ledes af det offentligt-private formandskab bestående af Digitaliseringsstyrelsen, Center for Cybersikkerhed og koncerndirektør Bjarke Alling, Liga ApS.
Cybersikkerhedsrådet blev nedsat i december 2019 og medlemmerne er udpeget for perioden 2019-2021, hvor den nuværende nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed udløber.
Du kan læse mere om Cybersikkerhedsrådet her