Nyt statsligt netværk for informationssikkerhed skal fremme erfaringsudvekslingen på tværs af staten
27-05-2020
Sikkerhed
Statslige myndigheder arbejder løbende med at styrke informationssikkerheden i organisationerne. Et nyt statsligt netværk skal nu understøtte arbejdet og bidrage med temadrøftelser og erfaringsudveksling.
Digitalisering i den offentlige sektor kræver fortsat fokus på sikkerheden omkring løsninger og informationer. Derfor inviterede Digitaliseringsstyrelsen til det første møde i et nyt netværk den 18. maj, som skal understøtte myndighedernes arbejde med at styrke informationssikkerheden. Netværket skal således bidrage med generel vidensdeling og erfaringsudveksling inden for den praktiske håndtering af relevante emner.
Der var stor opbakning til mødet. Deltagerne delte ønsker og forventninger til netværket, og en række kommende emner blev drøftet, såsom leverandørstyring, risikovurderinger og uddannelsesbehov. Digitaliseringsstyrelsen orienterede om resultater af seneste ISO-27001-modenhedsmåling og kommende kompetenceinitiativer.
Med netværket er der skabt grobund for et stærkt fagligt fællesskab med fokus på erfaringsudveksling, der kan bidrage til at styrke de statslige myndigheders arbejde med informationssikkerhed.
Vi oplever en stor efterspørgsel på erfaringsudveksling på informationssikkerhedsområdet fra de statslige myndigheder. Derfor er vi også rigtig glade for, at der er blevet taget godt imod det nye netværk på tværs af staten. Vi håber, at det nye netværk kan benyttes som forum for interessante drøftelser samt styrke myndighedernes viden inden for erfaringer og praktiske tilgange til arbejdet på tværs af staten.
Marie Wessel, kontorchef for Kontor i cyber- og informationssikkerhed