Coronavirus/covid-19: Værd at vide om NemID, borger.dk og digital selvbetjening
17-03-2020
It-løsninger
Sikkerhed
Under beredskabsperioden i Danmark som følge af coronavirus/covid-19, kan der være ændringer i, hvordan du kan få råd og vejledning til digitale løsninger i det offentlige. Få overblikket her.
Regeringens seneste tiltag for at stoppe spredningen af coronavirus/covid-19 i Danmark betyder, at en række offentlige myndigheder og institutioner kan være midlertidigt lukkede.
Gennem kommunerne kan du dog fortsat få råd og vejledning, hvis du har akut brug for hjælp til for eksempel nødudstedelse af pas og NemID, selvom Borgerservice i kommunerne mange steder må holde lukket.
På din kommunes hjemmeside kan du se, hvornår telefonerne er åbne, og om du kan møde op på Borgerservice i din kommune, hvis du har brug for hjælp.
Du kan fortsat bruge NemID der, hvor du normalt bruger nøglekortet eller nøgleappen, fx når du skal logge ind på Digital Post, selvbetjeningsløsninger på borger.dk og andre offentlige hjemmesider.
I beredskabsperioden i forbindelse med coronavirus/covid-19 er vi i Digitaliseringsstyrelsen i tæt dialog med de relevante leverandører til de store infrastrukturløsninger (blandt andet Borger.dk, Digital Post og NemID). Vi forventer ikke ustabilitet på de statslige og fællesoffentlige løsninger som følge af den ændrede situation med coronavirus/covid-19 i Danmark.
Husk også den digitale sikkerhed
Digitale svindlere forsøger ofte at udnytte kriser som den, vi har med coronavirus/covid-19. Blandt andet har vi set, at flere borgere har modtaget falske e-mails og sms-beskeder om, at fx Sundhedsstyrelsen har sendt dem ny post.
Læs nyheden om falske e-mails og sms-beskeder på Sundhedsstyrelsens hjemmeside, sst.dk
Derfor opfordrer vi til, at man er ekstra opmærksom på falske mails, sms-beskeder og hjemmesider, der kan være i omløb i et forsøg på at franarre personlige oplysninger såsom koder til NemID. Hvis du er kommet til at afgive dine login-oplysninger på en falsk hjemmeside (et såkaldt phishing-site), er det vigtigt, at du med det samme kontakter NemID-supporten, så du fx kan få spærret dit nøglekort hurtigt.
Find kontaktoplysninger til NemID-supporten
Vi opdaterer derudover løbende vores portal sikkerdigital.dk, hvor du kan finde gode råd til, hvordan du kan passe på dig selv og andre digitalt. Du kan også bruge Mit digitale selvforsvar til at holde dig opdateret. Mit digitale selvforsvar er en gratis app, der hjælper dig med at være mere sikker online.
Læs mere om Mit digitale selvforsvar på taenk.dk