Ny undersøgelse: Danskerne er tilfredse med de digitale løsninger

06-03-2020
Digital service

Stadig flere danskere bruger Digital Post, og tilfredsheden med de offentlige digitale løsninger er høj. Også de ældre danskere både bruger og er tilfredse med at bruge digitale løsninger, når de kommunikerer med det offentlige. Det viser årets undersøgelse ”It-anvendelse i befolkningen”, som Danmarks Statistik udarbejder i samarbejde med blandt andre Digitaliseringsstyrelsen.

Cirka 92 pct. af borgerne kommunikerer digitalt med det offentlige gennem Digital Post. Derfor er det vigtigt, at borgerne er trygge ved at anvende løsningen, hvilket 92 pct. af brugerne er. Også blandt de ældste borgere. Her er langt de fleste (86 pct.) af de 75-89-årige trygge ved at bruge Digital Post.

Tilfredsheden med det offentliges digitale løsningerne er også høj. 88 pct. af dem, der har anvendt offentlige løsninger eller hjemmesider det sidste år, svarer, at de primært er tilfredse med at bruge de digitale tjenester. 72 pct. synes, at deres seneste oplevelse med at bruge en digital selvbetjening var overskuelig – kun otte procent fandt processen uoverskuelig.

Nogle har stadig brug for hjælp

Der er stadig borgere, der kan have brug for hjælp tilde konkrete løsninger. Hver femte, der har anvendt en digital selvbetjening i det seneste år, har haft brug for hjælp. Det er særligt de yngste (30 pct. af de 15-24-årige) og de ældste (26 pct. af de 75-89-årige), der har haft brug for hjælp.

Hvis man har brug for hjælp med digital selvbetjening, Digital Post eller lignende, kan man få hjælp på blandt andet Borgerservice eller biblioteket. Den mulighed er 65 pct. af danskerne opmærksomme på.

Sammen med blandt andre KL, Danske Handicaporganisationer og en række ældreorganisationer bliver der løbende arbejdet med blandt andet nye hjælpeværktøjer og vejledninger, der skal gøre de digitale løsninger nemmere og bedre for de borgere, der har brug for hjælp.

For eksempel kan man på Demo.borger.dk prøve at bruge NemID, logge ind på borger.dk og læse sin Digital Post – i et såkaldt demomiljø, hvor der ikke er risiko for at gøre noget forkert.