Fremover bliver det nemmere for personer med en fremtidsfuldmagt eller generalfuldmagt at hjælpe med digital selvbetjening
15-12-2021
It-løsninger
Mange offentlige services finder i dag sted digitalt og stiller krav om fuldmagt, hvis du skal hjælpe en af dine nære med deres digitale ærinder. Det er derfor vigtigt, at alle borgere kan få den hjælp, som de har behov for.
Har man valgt at oprette en fremtidsfuldmagt eller generalfuldmagt til fx en pårørende, kan vedkommende repræsentere en, hvis man en dag ikke længere selv kan varetage sine økonomiske og personlige forhold.
Derfor implementeres der nu en proces for den fællesoffentlige fuldmagtsløsning Digital Fuldmagt, så det fremover bliver muligt for personer med fremtidsfuldmagt, der er sat i kraft, eller generalfuldmagt at få oprettet en fuldmagt til digital selvbetjening.
Med en fuldmagt til digital selvbetjening kan du få adgang til de ca. 40 selvbe-tjeningsløsninger, som er tilgængelige via Digital Fuldmagt i dag. Det betyder i praksis, at du fx som pårørende kan logge på med dit egent NemID/MitID og handle på fuldmagtsgivers vegne. Det er bl.a. muligt at melde flytning, se informationer på sundhed.dk og i Min Pension eller holde styr på hospitalsaftaler for den, som du hjælper.
Vil du vide mere?
På borger.dk kan du læse mere om dine muligheder med Digital Fuldmagt, finde en trin-for-trin-vejledning til oprettelse samt se hvilke selvbetjeningsløsninger, du kan få fuldmagt til.
Læs mere om dine muligheder med Digital Fuldmagt på borger.dk