Har du fået MitID? Husk at beholde dit NemID

13-12-2021
It-løsninger

Husk at beholde dit NemID, når du har fået MitID. Frem mod sommeren 2022 skal du nemlig bruge begge dele.

MitID er godt i gang med erstatte NemID og dermed blive hele Danmarks nye digitale ID. Men selvom mange danskere allerede har fået MitID, skal de stadig beholde deres NemID et halvt års tid endnu.

Lang overgang

MitID er en af de største omlægninger af det digitale Danmark nogensinde. Derfor sker overgangen fra NemID til MitID over en længere periode frem mod sommeren 2022. I denne periode vil der være steder og situationer, hvor man fortsat skal bruge sit NemID, og derfor skal man i overgangsperioden beholde sin NemID nøgleapp og sit nøglekort - også selvom man har fået MitID. 

Man får direkte besked, når man ikke længere skal bruge NemID - enten af sin bank eller via Digital Post.

Du kan både bruge MitID og NemID

MitID kan allerede nu bruges i langt de fleste net- eller mobilbanker og på offentlige selvbetjeningsløsninger som eksempelvis skat.dk, borger.dk og sundhed.dk samt en række private tjenester.

I de kommende måneder vil en lang række øvrige organisationer og virksomheder løbende blive koblet på løsningen, så man fremover kan bruge MitID til endnu flere private og offentlige tjenester på nettet. De steder, hvor man ikke allerede kan bruge MitID, kan man fortsat bruge NemID. På den måde har man fortsat og gennem hele overgangsperioden fuld adgang til alle selvbetjeningsløsninger, hvor man skal bruge digitalt ID.

På mitid.dk kan du læse mere om at komme godt i gang med MitID