Kom til Kulturnat i Digitaliseringsstyrelsen fredag den 15. oktober

14-10-2021

Læg vejen forbi Landgreven, når Digitaliseringsstyrelsen inviterer dig indenfor i huset, hvor en stor del af din digitale hverdag i dag skabes og drives. Her kan du blandt andet designe fremtidens app og komme med input til vores digitale løsninger. Du kan også teste din viden om cybersikkerhed, lære at lave stærke kodeord og blive klogere på det nye MitID.

Under overskriften ”Er du digitalt sikker?”, slår vi dørene op fredag den 15. oktober kl.18, hvor alle borgere med kulturpas er velkomne til at lægge vejen forbi Digitaliseringsstyrelsen på Landgreven 4.

Her står flere af vores medarbejdere klar til at tage imod, og der vil være rig mulighed for at blive klogere på digitalisering og digital sikkerhed gennem vores forskellige programaktiviteter, ligesom der også vil være mulighed for at få varmen med en kop kaffe.

Program for aftenen (kl. 18:00 - 00:00)

Bliv en del af Familien kodestærk

Kom forbi og få råd og tips til, hvordan du får styr på dine kodeord, så de er sikre. Du kan møde Familien kodestærk og deres (u)vaner med kodeord, og hvis du tør love at lave sikre kodeord, kan du få en selfie med hjem til køleskabet. Mød medarbejdere fra vores hotline for identitetstyveri, og få gode råd og tips til, hvordan du kan færdes sikkert på nettet.

Prøv at logge ind med den helt nye MitID app

Her kan du få svar på alle dine spørgsmål om hele Danmarks nye digital ID: MitID. Du kan også prøve at logge ind med både MitID app, kodeviser og kodeoplæser, så du kan se, hvordan MitID kommer til at se ud med de nye identifikationsmidler og få en fornemmelse af, hvilket identifikationsmiddel, der passer dig bedst.

Kom bag designet af kørekort og sundhedskort apps

Dyk ned i designet af og sikkerheden i kørekort- og sundhedskort apps. Deltag i to konkurrencer: 1: Er du den hurtigste til at få sundhedskortet på telefonen? 2: Tegn og design dit eget bud på fremtidens app.

Bliv en del af Digitaliseringsstyrelsens brugerpanel

Kom og hør om brugerpanelet, som hjælper os med at lave nye løsninger. I styrelsen har vi stort fokus på at udvikle brugervenlige digitale løsninger. Derfor har vi et brugerpanel med 1.200 frivillige borgere, der hjælper os med at udvikle vores løsninger, så de matcher danskernes behov. Alle danske borgere, uanset digitale kompetencer, kan blive en del af panelet, og deltage i spørgeskemaer, interviews og brugertest. På Kulturnatten inviteres gæsterne til at høre om brugerpanelet og at dele deres oplevelser med sikkerhed i digitale selvbetjeningsløsninger.

Se programmet for Kulturnatten på kulturnatten.dk