Hvordan ser fremtidens digitale offentlige sektor ud, og hvilke skridt er de rette at tage i de kommende år? Det kan du høre direktør i Digitaliseringsstyrelsen Tanja Francks bud på, når hun onsdag den 30. september indtager scenen på Digitaliseringsmessen 2021.
Digitaliseringsstyrelsen deltager som alliancepartner på Digitaliseringsmessen, der arrangeres af KL, KITA og Borgerservice Danmark. Messen afholdes i Odense Congress Center.
Årets messe finder sted, netop imens skinnerne til de næste års fællesoffentlige samarbejde på digitaliseringsområdet bliver lagt. Digitaliseringspartnerskabets anbefalinger til regeringen er på trapperne, og en samlet offentlige sektor barsler med en ny fællesoffentlig digitaliseringsstrategi.
Med det fællesoffentlige samarbejde har vi over de sidste 20 år taget afgørende skridt i digitaliseringen af den offentlige sektor. Det har skabt et stærkt fundament for det digitale Danmark. Nu står vi over for sammen at sætte retningen for udviklingen i de kommende år, hvor vi skal videre med at forløse potentialerne i blandt andet nye teknologier og større sammenhæng for at skabe en bedre digital offentlig sektor for alle.
Tanja Franck, direktør, Digitaliseringsstyrelsen
Tanja Franck indtager Digitaliseringsmessens hovedscene kl. 10.30.
Derefter byder Digitaliseringsstyrelsen på en række oplæg på styrelsens egen scene i hal C. Her kan du blandt andet blive opdateret på overgangen til MitID og den nye NemLog-in-løsning og se de nye muligheder i Næste generation Digital Post.
Digitaliseringsstyrelsen ser frem til en god dialog på Digitaliseringsmessen 2021.
Du kan læse mere om Digitaliseringsmessen og tilmelde dig på digitaliseringsmessen.dk
Er du journalist og har presserelaterede spørgsmål, kan du ringe på telefon 4178 6060 eller sende en e-mail til presse@digst.dk.