Pas på phishing: Falske SMS og e-mails i omløb

15-09-2021
Sikkerhed

Lige nu er der falske e-mails og sms i omløb fra svindlere, som udgiver sig for at være Digitaliseringsstyrelsen, og som beder om personlige login-oplysninger til forskellige tjenester. Bliv klogere på, hvordan du spotter en falsk henvendelse, og hvordan du skal forholde dig i situationen.

De digitale tjenester er blevet en stor del af vores hverdag, men desværre følger de digitale svindlere med, og de bliver hele tiden mere avancerede.

I øjeblikket udnytter kriminelle personer fx, at Digitaliseringsstyrelsen i forbindelse med overgangen til MitID udsender borgerbreve omkring opdatering af NemID oplysninger. I et forsøg på phishing har flere borgere således modtaget sms og private mails, som udgiver sig for at være fra Digitaliseringsstyrelsen og linker ind til falske websites med falske NemLog-in, der har til formål at franarre borgerne deres NemID og personlige oplysninger.

Det kan være svært at spotte sådanne phishing-forsøg. Men der er nogle ting, man som borger kan være opmærksom på:

  1. Digitaliseringsstyrelsen udsender aldrig officielle henvendelser til borgerne via borgernes private mailadresser – sådanne henvendelser vil altid blive sendt via Digital Post.
  2. Hverken Digitaliseringsstyrelsen, politiet, banker eller andre myndigheder vil nogensinde bede borgere om at udlevere personlige loginoplysninger og koder via mail, sms eller telefon.
  3. Vær opmærksom på, om links, url’er og afsenderadresse ser mistænkelige ud.

Du kan læse mere om, hvordan man spotter, om en mail er falsk på sikkerdigital.dk

Har du modtaget mistænkelige henvendelser på sms og mail og med links, så klik ikke på dem, og del aldrig login-oplysninger med andre. Slet henvendelsen med det samme!

Har du modtaget en mistænkelig henvendelse om MitID og er i tvivl, om den er fra Digitaliseringsstyrelsen, kan du eventuelt kontakte MitID-supporten på telefon 3398 0012 for at verificere henvendelsen.

Hvis du opdager eller mistænker, at dine personlige oplysninger er blevet stjålet, er det vigtigt, at du reagerer på det. Du kan fx altid kontakte vores hotline om identitetstyveri på telefon 3398 0098.

Medarbejderne i hotlinen kan vejlede og rådgive om, hvad du skal gøre for at begrænse skaden, hvordan man kommer videre, og hvem der eventuelt skal kontaktes.