Kompensation i tilfælde af svindel med NemKonto – vigtig frist i januar 2023
08-12-2022
Sikkerhed
Borgere, der har været udsat for svindel med NemKonto, har siden august kunne søge om kompensation. Dette er fortsat muligt, men fristen for at søge om ældre forhold udløber den 31. januar 2023.
Siden 1. august 2022 har det været muligt at få kompensation, hvis man har været udsat for svindel eller fejl med udbetalinger til sin NemKonto. Frem til den 31. januar er det fortsat muligt for borgere at søge om kompensation for forhold, der har fundet sted inden for de seneste 10 år. Herefter vil det kun være muligt at søge kompensation for NemKonto-svindel, der har fundet sted inden for de seneste 13 måneder.
Det er derfor vigtigt, at man sender sin ansøgning om kompensation inden den 31. januar, hvis man har oplevet svindel med udbetalinger til sin NemKonto i løbet af de seneste ca. 10 år.
Sådan søger man om kompensation
Du kan få kompensation for udbetalinger, som du uforskyldt ikke har modtaget på grund af fejl eller svindel med oplysninger i NemKonto-systemet. Eksempelvis kan man være berettiget til kompensation, hvis man ikke har modtaget sin pension, SU, løn eller lignende ydelse en periode, fordi nogen har ændret ens NemKonto – eksempelvis efter identitetstyveri af ens NemID oplysninger.
For at ansøge om kompensation skal man kunne dokumentere en politianmeldelse samt, at man har været berettiget til udbetalingen. Det er også en forudsætning, at ens NemKonto har været ændret ved svindel eller fejl, og at man ikke allerede har fået det tabte beløb kompenseret.
Læs mere om forudsætningerne og søg via digst.dk/kompensation