Det nye Cybersikkerhedsråd samledes for første gang
04-02-2022
Sikkerhed
Med årsskiftet blev det nye Cybersikkerhedsråd nedsat, og fredag den 4. februar mødtes medlemmerne for første gang, hvor den private formand for Cybersikkerhedsrådet også blev præsenteret.
Mødet bød på en drøftelse af rammen for rådets arbejde i 2022-23, et indblik i den nye national cyber- og informationssikkerhedsstrategi samt en præsentation af sikkerheden i den kommende Digital Post-app.
Cybersikkerhedsrådet rådgiver regeringen om, hvordan cyber- og informationssikkerheden styrkes i Danmark. Samtidig bidrager rådet til videndeling og udvikling af relevante kompetencer på området. Rådsmedlemmerne sidder i Cybersikkerhedsrådet to år ad gangen, og ved årsskiftet blev det nye råd nedsat, som gennem de næste to år skal fortsætte dette vigtige arbejde.
Fredag d. 4. februar 2022 samledes det nye råd for første gang. På det første møde drøftede medlemmerne implementeringen af regeringens nye nationale strategi for cyber- og informationssikkerhed 2022-2024, som skal styrke indsatsen mod cyberkriminalitet og andre digitale trusler. Derefter blev rådet præsenteret for sikkerheden i den kommende Digital Post-app.
Ny privat formand
På mødet blev medlemmerne desuden præsenteret for rammerne for arbejdet i 2022-2023 og for den private formand, der indtræder i formandskabet sammen med de to offentlige formænd.
Per Olsen, Business Security Officer i Telenor, er privat formand for Cybersikkerhedsrådet 2022-2023, og sammen med de to offentlige formænd, Tanja Franck, direktør i Digitaliseringsstyrelsen og Mark Fiedel, fungerende chef i Center for Cybersikkerhed, og de øvrige rådsmedlemmer skal han drive arbejdet i rådet fremad i de kommende to år.
I sidste periode har Cybersikkerhedsrådet leveret vigtige bidrag til blandt andet udviklingen af smittestop-appen og den nye strategi for cyber- og informationssikkerhed. Jeg ser frem til at fortsætte det gode arbejde med de øvrige rådsmedlemmer, så vi med en fælles indsats på tværs af den offentlige og private sektor kan styrke indsatsen mod cyberkriminalitet og digitale trusler.
Per Olsen, privat formand for Cybersikkerhedsrådet
Formandskabet benyttede desuden lejligheden til at takke den afgående formand for privat sektor, koncerndirektør Bjarke Alling, for en fagligt stærk indsats som repræsentant for Cybersikkerhedsrådet i den foregående periode. Bjarke Alling fortsætter i rådet som almindeligt medlem.