Danmark skal udvikle ny ”vejviser” til at rydde op i gamle love og regler

09-03-2022
Digital transformation

EU-kommissionen har netop bevilliget 4,5 mio. kr. til et dansk projekt, hvor Digitaliseringsstyrelsen, i samarbejde med OECD, skal udvikle en ny metode til at finde og prioritere eksisterende lovgivning, som har brug for en overhaling. Målet er at udvikle en best practice metode i form af en ”vejviser”, som kan anvendes til at fremme digitaliseringsklar lovgivning.

Kompleks og utidssvarende lovgivning er en udfordring

Lovgivning med stribevis af undtagelser, alt for mange proceskrav eller uklare begreber, som anvendes forskelligt på tværs af forskellige love og regler kan være en udfordring for en hensigtsmæssig, digital opgaveløsning. En stor del af vores lovgivning er udformet i en tid, hvor der ikke var samme blik som i dag for, at lovgivningen skal være digitaliseringsklar. Derfor er lovgivningen på nogle områder i dag så kompleks, at det både kan være svært for borgere og virksomheder at gennemskue, hvilke regler der gælder og svært for myndighederne at forvalte.

I 2018 gjorde en bred politisk aftale det obligatorisk at vurdere, om al ny dansk lovgivning er digitaliseringsklar. Men der findes fortsat over 1.600 love, som er vedtaget af Folketinget før 2018, hvor kravene om digitaliseringsklar lovgivning trådte i kraft. Hvis det skal være nemmere at digitalisere – og derigennem understøtte en tidssvarende og sammenhængende offentlig sektor – er der behov for løbende oprydning og opdatering af den eksisterende lovgivning. Det samme gør sig gældende i en lang række andre lande.

EU-støtte til dansk projekt skal udvikle ’best practice’

Men hvor starter man sådan et oprydningsarbejde? For at hjælpe myndighederne med at prioritere, hvilke regler og love der først skal moderniseres, er der behov for en ”vejviser”, der kan udpege de områder, hvor en revision vil medføre det største løft i den digitale service og i opgaveløsningen.

Netop sådan en ”vejviser” er det Digitaliseringsstyrelsens ambition at udvikle i samarbejde med OECD’s enhed for regulatorisk policy. Og dette muliggøres nu, hvor EU-kommissionen har givet tilsagn til at støtte projektet med 600.000 Euro svarende til 4,5 mio. kr. Målet er at udvikle en best practice metode, der kan anvendes bredt.

”Det glæder mig, at vi med bistand fra EU-kommissionen kan hjælpe ministerier og statslige myndigheder i deres arbejde med at modernisere gamle regler og love, så de bliver lettere at gennemskue og nemmere at administrere digitalt.

Jeg ser tilsagnet fra EU-kommissionen og samarbejdet med OECD som et skulderklap og en anerkendelse af det arbejde, vi i Danmark har udført gennem en årrække for at gøre vores lovgivning digitaliseringsklar.

Vi glæder os til at komme i gang og håber, at vores metode ikke kun vil skabe værdi i Danmark, men også kan danne grundlag for lignende indsatser i andre lande.” 

Tanja Franck, direktør i Digitaliseringsstyrelsen

Hvad er digitaliseringsklar lovgivning?

Digitaliseringsklar lovgivning har til formål at skabe de rette lovgivningsmæssige rammer for at levere god, digital offentlig service under hensynstagen til datasikkerhed og retssikkerhed. Indsatsen skal understøtte så simpel og klar lovgivning som muligt. Indsatsen skal derfor modarbejde unødig kompleks lovgivning, som indeholder mange undtagelser og inkonsistent brug af begreber.

Læs mere om digitaliseringsklar lovgivning og de syv principper for digitaliseringsklar lovgivning

Om projektet

Digitaliseringsstyrelsen har ansøgt om og modtaget tilsagn om støtte til et projekt med et budget på 600.000 € (4,5 mio. kr.) fra EU-kommissionens generaldirektorat for strukturreformstøtte gennem det såkaldte ”Technical Support Instrument” til over 18 måneder at gennemføre et projekt med bistand fra OECD-sekretariatets enhed for regulatorisk policy.

Ved at kombinere OECD’s ekspertise og de danske erfaringer med at sikre, at ny lovgivning er digitaliseringsklar, forventes projektet at føre til udviklingen af en metode, der kan kortlægge det samfundsmæssige potentiale ved at revidere konkrete retsakter inden for den eksisterende lovgivning. Metoden vil dermed kunne støtte fagministerierne i deres indsats for at sikre, at lovgivningen kan administreres digitalt.

Arbejdet forankres i Digitaliseringsstyrelsens Sekretariat for digitaliseringsklar lovgivning, som vil samarbejde med et mindre antal ministerier om at udvikle og afprøve metoden i løbet af 2. halvår 2022 og 1. halvår 2023.