Mød Digitaliseringsstyrelsen på OffDig i Aarhus
18-03-2022Konferencen Offentlig Digitalisering 2022 afholdes i Musikhuset Aarhus den 23. og 24. marts. Digitaliseringsstyrelsen deltager på konferencen og vil være at finde på flere af scenerne.
Dansk IT samler igen alle kommunale, regionale, statslige og private aktører, der beskæftiger sig med offentlig digitalisering. OffDig er Danmarks største konference om offentlig digitalisering. Digitaliseringsstyrelsen er samarbejdspartner og er naturligvis igen i år repræsenteret i programmet.
Direktør Tanja Franck deltager i konferencens åbningsdebat på Store Scene. Debatten stiller skarpt på visionerne for det digitale offentlige Danmark, og hvordan vi realiserer dem.
Kort derefter deltager vicedirektør, Adam Lebech, i en samtale med en række nordiske aktører om, hvordan vi skaber stærkere samarbejde mellem de nordiske lande, og hvad vi kan lære af hinanden. Debatten zoomer ind på to konkrete områder, nemlig sammenhængende brugerrejser og anvendelsen af kunstig intelligens i den offentlige sektor i Norden.
Digitaliseringsstyrelsen har længe været samarbejdspartner på OffDig. Det har vi, fordi konferencen samler de vigtige aktører på digitaliseringsområdet og giver vigtige input til, hvordan vi sammen og hver for sig udvikler offentlig digitalisering. Konferencen er en god platform for samarbejde og videndeling - i år endda på tværs af de nordiske lande. Derfor glæder jeg mig personligt til min samtale med de andre nordiske lande onsdag på OffDig.
Adam Lebech, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen
Torsdag deltager vicedirektør, Mette Lindstrøm Lage, i en debat om, hvorvidt den ikke-digitale borger stadig findes og om, hvordan vi fra offentlig side favner borgernes forskelligheder og sikrer, at det digitale samfund er for alle.
Endelig deltager Digitaliseringsstyrelsen også med to oplæg. Kontorchef Marie Wessel deltager onsdag den 23. marts i oplægget Cybertruslen og Danmarks nye cyberstrategi, ligesom du også kan møde Marie i oplægget En ny ISO/IEC 27001 er på vej - kom på forkant med de nye sikkerhedsforanstaltninger!
Digitaliseringsstyrelsen deltager på konferencen med hele direktionen og en række medarbejdere, som alle ser frem til en spændende konference og god dialog.