I dag lanceres MitID Erhverv

Digitaliseringsstyrelsen begynder i dag den 12. oktober udrulningen af MitID Erhverv. Udrulningen vil foregå trinvist, og de første virksomheder og foreninger modtager således i disse dage besked med Digital Post om, at de nu skal tilslutte sig den nye erhvervsløsning, som erstatter NemID medarbejdersignatur.

""

Med MitID Erhverv får virksomheder, foreninger og myndigheder en mere sikker og fremtidssikret løsning.

MitID Erhverv erstatter NemID medarbejdersignatur for virksomheder, foreninger og offentlige myndigheder, hvor medarbejdere eller foreningsmedlemmer fx skal tjekke Digital Post, indberette barsel eller underskrive digitalt på vegne af virksomheden eller foreningen.

Fleksibel medarbejderadgang

Med MitID Erhverv bliver det mere fleksibelt for medarbejderne, når de skal logge på. Med MitID Erhverv får medarbejdere og foreningsmedlemmer bl.a. mulighed for at benytte den samme MitID app, som de bruger privat, til deres erhvervsidentitet der anvendes på vegne af virksomheden eller foreningen.

MitID Erhverv samler NemID medarbejdersignatur og Brugeradministrationen fra Virk i én samlet løsning. Derfor bliver det også nemmere for virksomheder at oprette nye medarbejdere og give dem rettigheder til offentlige selvbetjeningsløsninger.

Virksomheder, foreninger og myndigheder bør tilslutte sig, når de får besked

Omkring 340.000 virksomheder, foreninger og myndigheder forventes at skulle migrere fra NemID medarbejdersignatur til MitID Erhverv. Således er der tale om et omfattende skifte som kræver en styret trinvis migreringsproces, ikke mindst for at undgå flaskehalse i supporten.

Digitaliseringsstyrelsen vil derfor invitere ca. 35.000 virksomheder og foreninger om ugen året ud til at tilslutte sig MitID Erhverv. Alle virksomheder og foreninger med op til tre NemID medarbejdersignaturer vil i indeværende år modtage besked om at tilslutte sig MitID Erhverv. Denne gruppe udgør ca. 90 pct. af de organisationer, som skal overgå til MitID Erhverv.

For at undgå flaskehalse i supporten, anbefaler Digitaliseringsstyrelsen, at alle tilslutter sig MitID Erhverv inden for fire uger, fra de får besked i Digital Post.

Store virksomheder med flere end tre medarbejdersignaturer samt offentlige myndigheder vil blive inviteret til at overgå til MitID Erhverv i starten af 2023. De får mulighed for at bruge en særlig løsning, hvor de kan masseoprette deres medarbejdersignaturer eller etablere en såkaldt lokal IdP (Identity Provider), hvor medarbejdernes digitale identiteter oprettes og administreres lokalt i egne systemer. Disse organisationer vil også inden længe modtage brev i Digital Post med vejledning om, hvordan de allerede nu kan gå i gang med at forberede sig på overgangen.