Det er sjette år i træk, at et markant flertal af de adspurgte svarer, at de er tilfredse med borger.dk.
Borger.dk er indgangen til det offentlige, hvor borgere kan finde information og bruge myndigheders digitale selvbetjeningsløsninger. 9 ud af 10 af de besøgende på borger.dk svarer, at de er tilfredse med portalen. Det viser en ny undersøgelse.
af de adspurgte borgere er 'tilfredse' eller 'meget tilfredse' med borger.dk.
De adspurgte i undersøgelsen er blevet spurgt, hvor tilfredse de alt i alt er med borger.dk, og resultatet viser, at tilfredsheden med borger.dk er høj på tværs af aldersgrupper.
Den høje tilfredshed bliver fulgt af en høj tryghed ved at bruge borger.dk. Også her svarer 9 ud af 10 af de adspurgte, at de føler sig trygge ved at bruge borger.dk. Og det gør ingen forskel i tilfredsheden, om man besøger borger.dk fra sin mobil eller fra sin computer. Det er tredje år i træk, at mobilbrugere udtrykker en lige så høj tilfredshed som computerbrugere.
Når borgerne har et ærinde, et problem, der skal løses eller en information, de mangler, så oplever flere end 7 ud af 10 af de adspurgte, at det lykkes, når de besøger borger.dk. Det er en lille stigning i forhold til sidste år.
Det er meget positivt, at borgerne i stigende grad får klaret deres ærinde med det offentlige, når de besøger borger.dk. Ikke mindst, når vi samtidig kan konstatere, at flere og flere bruger borger.dk. Vi videreudvikler løbende borger.dk i tæt samarbejde med de mange myndigheder, der har indhold på portalen, og her er den gode brugeroplevelse altid i centrum.
Mette Lindstrøm Lage, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen
Brugertilfredshedsundersøgelsen er gennemført af Peytz for Digitaliseringsstyrelsen i november og december 2022. Besvarelserne er indsamlet via en pop op-spørgeskemaundersøgelse på borger.dk med i alt 5.119 besvarelser.
Borger.dk er en fællesoffentlig portal, som drives og udvikles i et samarbejde mellem staten, regionerne og kommunerne. Portalen giver adgang til myndighedernes selvbetjeningsløsninger og informationer om det offentlige ét sted. Digitaliseringsstyrelsen står for udvikling, vedligehold og drift af borger.dk.
I 2022 satte borger.dk igen besøgsrekord, da portalen i alt blev besøgt 72 mio. gange. I det hidtidige rekordår 2021 landede besøgstallet på 70,7 mio. besøg. I løbet af de seneste fem år er borger.dk’s årlige besøgstal steget med knap 85 pct. fra 39 mio. besøg i 2018 til 72 mio. besøg sidste år.
Er du journalist og har presserelaterede spørgsmål, kan du ringe på telefon 4178 6060 eller sende en e-mail til presse@digst.dk.