Digitaliseringsstyrelsen åbner for indstillinger til Prisen for Årets Digitale SMV:Omstilling 2024
19-06-2023Du kan nu nominere en virksomhed, der har gennemgået en succesfuld digital omstilling til Prisen for Årets Digitale SMV:Omstilling 2024. Prisen bliver uddelt af Digitaliseringsministeren.
Der er åbent for indstillinger til og med den 15. september 2023.
Igen i år hylder vi igennem SMV:Digital succesfulde digitale omstillinger blandt små og mellemstore virksomheder med Prisen for Årets Digitale SMV:Omstilling. Udover at hylde dem, der allerede har gennemført markante digitale skridt, skal prisen også inspirere andre virksomheder til at sætte gang i en digital omstilling. Prisen sætter også fokus på de positive effekter, som en digital omstilling har for medarbejderne, fx bedre arbejdsmiljø og medarbejdertrivsel.
Om prisens betydning siger vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen, Mette Lindstrøm:
”Formålet med Prisen for Årets Digitale SMV:Omstilling er at fremhæve eksempler på små og mellemstore virksomheder, som er startet på deres digitale rejse og har høstet digitaliseringens frugter. Mit håb er, at vi med historierne kan inspirere flere til at starte deres digitale udvikling – uanset om det fx er digitalisering med fokus på at automatisere manuelle opgaver, opruste it-sikkerheden eller bruge data til at skabe bedre kundeoplevelser.”
Det er femte gang, at prisen uddeles. Sidste år gik prisen til fibo intercon A/S fra Videbæk, og prisen blev uddelt af digitaliseringsminister Marie Bjerre ved Dansk Erhvervs Digitale Topmøde.
Fibo intercon modtog prisen for at have gennemgået en omfattende digital omstilling med meget flotte resultater til følge. Deres digitaliseringsrejse indebar eksempelvis lanceringen af et IoT-styret selvbetjeningsanlæg, udvikling af en CO2-beregner, der kan hjælpe kunder til en grønnere profil i form af mindre betonspild og mindre transport, og udvikling af nye digitale salgskanaler. Fibo intercons digitale omstilling har blandt andet medført en mangedobling af deres omsætning, reduktion af fejlproduktioner og spild samt et markant forbedret resultat. Virksomhedens løsninger viste også, hvordan digitalisering i erhvervslivet kan være et redskab til at løse nogle af samfundets vigtigste udfordringer ift. fx klima og international markedsadgang.
Du kan indstille en virksomhed, der har været gennem en succesfuld digital omstilling på SMV Digital. Du har mulighed for at indstille en virksomhed, selv om du ikke har indgående viden om virksomhedens digitale omstillingsproces.
Sidste frist for indstillinger af virksomheder er den 15. september 2023. På baggrund af de indsendte indstillinger udvælges tre finalister, og den endelige vinder kåres i starten af 2024.