Black Friday: Undgå at tabe penge på varer, du aldrig modtager
21-11-2023
Sikkerhed
Digitale svindlere bliver mere og mere snedige, når de udnytter Black Friday til at lokke forbrugerne til falske tilbud. Du kan selv holde øje med fem simple tegn for at undgå fælderne, når du handler online.
Black Friday, Cyber Monday, Black Week og flere steder endda Black Month.
Butikker og webshops øjner mange muligheder for at annoncere tilbud i forbindelse med årets største udsalgsdag. Desværre giver det også digitale svindlere mulighed for at udnytte tilbudsjægere.
13 procent af danskerne har i 2022 prøvet at blive udsat for svindel via en fupside eller fupbutik. Det er en stigning fra ni procent i 2020. Det viser rapporten ’Danskernes Informationssikkerhed 2022’. Når det lykkes for svindlerne, vil konsekvensen typisk være, at forbrugeren mister penge eller aldrig modtager sin vare.
Hvis man ikke lige er opmærksom, kan det være svært at gennemskue svindlernes fupnumre – især når vores købelyst måske forstærkes op til store forbrugsdage som fredag den 24. november, hvor det er Black Friday.
”Rigtig mange af os handler dagligt på nettet, og hvis vi ser et godt tilbud, er vi hurtige til at indtaste vores betalingsoplysninger. De digitale svindlere er desværre dygtige til at lave falske webshops, der ligner troværdige hjemmesider. Men nogle tilbud er altså for gode til at være sande, og derfor er det blandt andet en god idé at stoppe op, hvis varen er markant billigere end andre steder og tænke sig om en ekstra gang.”
- Lars Bønløkke Lê, vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen
Heldigvis er der gode huskeregler til at undgå de digitale fælder. På sikkerdigital.dk finder du følgende fem tegn til at spotte svindel ved nethandel.