Offentlige myndigheder skal forberede sig på, at de skal tilsluttes det nye NemKonto-system i 2026
08-04-2024
It-løsninger
Offentlige myndigheder skal forberede sig på, at deres fagsystemer til offentlige udbetalinger skal tilsluttes det nye NemKonto-system i løbet af 2026.
Alle offentlige myndigheder - det vil sige kommuner, regioner, statslige institutioner og selvejende institutioner - er forpligtet til at benytte NemKonto-systemet til offentlige udbetalinger. I 2026 skal et nyt NemKonto-system implementeres, og offentlige myndigheder opfordres derfor til at tage højde for deres tilslutning til det nye NemKonto-system i deres planlægning og eventuelt budgettering for 2026. De offentlige myndigheders fagsystemer og økonomisystemer, fx Navision Stat, tilsluttes det nye NemKonto-system uden væsentlige ændringer for brugerne heraf.
Digitaliseringsstyrelsen vil i 2024 og 2025 stille materiale til rådighed for offentlige myndigheder som kan understøtte deres tilslutning til og implementeringen af det nye system. Nærmere information herom bliver kommunikeret ud i løbet af 2024.
Baggrunden for det nye NemKonto-system
NemKonto-systemet er en vigtig del af den offentlige digitale infrastruktur og blev i oktober 2023 sendt i udbud.
Det nye system skal fortsat sikre, at borgere, virksomheder og foreninger modtager deres penge sikkert, stabilt og pålideligt. Det kommende NemKonto-system vil imødekomme myndighedernes forretningsbehov i højere grad end i dag. Det nye system vil i vid udstrækning indeholde samme funktionalitet som det nuværende og vil opretholde en høj grad af robusthed mod nye og komplekse trusler.
Der vil i implementeringen blive lagt særlig vægt på en stabil overgang fra det nuværende system til det nye.
Det nye NemKonto-system vil ikke medføre ændringer for borgerne.
Tidsramme for udbuddet
Digitaliseringsstyrelsen forventer at have fundet den nye leverandør senest i Q4 2024.