Ny varslingstjeneste skal hjælpe virksomheder med at undgå cyberangreb

I dag lanceres en ny varslingstjeneste, som små og mellemstore virksomheder kan tilmelde sig for at kunne handle på aktuelle sårbarheder, der kan true cybersikkerheden hos virksomhederne.

På daglig basis forsøger it-kriminelle at udnytte sårbarheder i virksomheders it-systemer til at stjæle informationer eller afpresse virksomhederne økonomisk. Og ofte har de desværre held med deres foretagende.

Hos mere end hver tredje (35 pct.) af de små og mellemstore virksomheder i Danmark er det digitale sikkerhedsniveau nemlig ikke højt nok. Og mere end hver fjerde (28 pct.) SMV oplevede i 2021 en it-sikkerhedshændelse.

Derfor lanceres nu en varslingstjeneste, som danske SMV’er frit kan tilmelde sig for at blive orienteret om de nyeste og vigtigste trusler på cybersikkerhedsområdet. Det giver virksomhederne bedre mulighed for at handle på truslerne og dæmme op for eventuelle sårbarheder i deres digitale løsninger.

Initiativet er udviklet i det offentlig-private samarbejde Cybersikkerhedspagten, der skal sikre, at danske SMV’er bliver de mest cybersikre i Europa. Bag pagten står repræsentanter fra staten og centrale brancheorganisationer på erhvervsområdet.

Varsler til profferne og til alle de andre

Center for Cybersikkerhed udvælger de vigtigste aktuelle varsler. Den nye varslingstjeneste, som varetages af Digitaliseringsstyrelsen, vil distribuere varslerne fra Center for Cybersikkerhed. Samtidig tilbydes en forkortet og mindre teknisk version. Derved tilgodeses både virksomheder, som selv har mere teknisk forståelse af sårbarheder, og virksomheder, der ikke har.

Varslerne vil som udgangspunkt blive udsendt ugentligt til de tilmeldte virksomheder.

SMV’erne kan tilmelde sig til tjenesten på sikkerdigital.dk/varsling