Som led i regeringens digitaliseringsstrategi etablerer Digitaliseringsstyrelsen og Datatilsynet en regulatorisk sandkasse for kunstig intelligens (AI), hvor virksomheder og myndigheder kan få adgang til relevant ekspertise og vejledning i GDPR, når de udvikler eller anvender AI-løsninger.
Det kan være vanskeligt for virksomheder og myndigheder at navigere i, hvad der er muligt, og hvad man overhovedet må, når det kommer til at udvikle og anvende løsninger med kunstig intelligens. Derfor har Digitaliseringsstyrelsen og Datatilsynet etableret en regulatorisk sandkasse for kunstig intelligens, som giver adgang til relevant ekspertise og vejledning om de gældende juridiske rammer - i første omgang med fokus på GDPR.
Sandkassen har til hensigt at understøtte innovation og brugen af gode AI-løsninger gennem projekt- og praksisnær vejledning om konkrete regulatoriske krav og dermed bidrage til at sikre en ansvarlig og lovlig anvendelse af AI-løsninger.
Sandkassen vil være åben for ansøgninger frem til den 21. maj 2024.
En regulatorisk sandkasse er et kontrolleret miljø, hvor virksomheder, myndigheder og organisationer kan sparre med relevante myndigheder om potentielle konkrete problemstillinger vedrørende de regulatoriske rammer.
Digitaliseringsstyrelsens og Datatilsynets sandkasse giver virksomheder, myndigheder og organisationer adgang til relevant ekspertise og vejledning i GDPR, når de udvikler eller anvender AI-løsninger.
Er du journalist og har presserelaterede spørgsmål, kan du ringe på telefon 4178 6060 eller sende en e-mail til presse@digst.dk.