MitID og NemLog-ins udviklings- og driftsleverandør får ny ejer

Fremover skal det franske firma IN Groupe hjælpe med at drifte og udvikle teknologien bag bl.a. MitID

Nets Danmark A/S, der er en del af den italienske Nexi Group, indgik for næsten et år siden, den 9. november 2023, en aftale om salg af deres eID-forretning til den statsejede franske virksomhed IN Groupe. Ejerskiftet trådte endeligt i kraft den 1. november 2024. eID-forretningen omfatter blandt andet udviklings- og driftskontrakterne for MitID og NemLog-in.

Det er alene løsningernes udviklings- og driftskontrakter, og ikke selve ejerskabet af løsningerne, der følger med salget af Nets DanID. MitID er fortsat ejet af et partnerskab mellem den offentlige sektor og pengeinstitutterne. NemLog-in er ejet af den offentlige sektor, repræsenteret ved Digitaliseringsstyrelsen.

Siden den oprindelige indgåelse af aftalen sidste år er den franske køber blevet godkendt af Erhvervsstyrelsen i henhold til investeringsscreeningsloven. Digitaliseringsstyrelsen har desuden været i indgående dialog med Nets Danmark og Nets DanID om mange aspekter af ejerskiftet. Det er sket for at sikre, at Nets DanID efter ejerskiftet fortsat har mulighed for at opfylde samtlige af kontrakternes krav, som vil være uændrede.

IN Groupe er som ny leverandør bag MitID og NemLog-in underlagt de præcis samme krav, som Nets har været. Der stilles i MitID-kontrakten store krav til sikkerhed og driftsstabilitet i MitID, og til at MitID drives fra Danmark. Disse krav er uændrede. Salget vil derfor ikke have konsekvenser for driften og udviklingen af MitID. Brugerne vil ikke opleve en forskel i sikkerheden i MitID eller i hvordan MitID virker.